Trafik

Endelig ro til Vorup: Ny støjskærm skal beskytte 195 husstande

Der er gode nyheder til borgerne i Vorup, som bor tæt på Nordjyske Motorvej. Vejdirektoratet har netop taget første spadestik til etablering af en 1.300 meter lang og 7 meter høj støjskærm, der skal give betydelig mindre trafikstøj for naboerne. Projektet forventes færdigt inden udgangen af 2025.

Endelig ro til Vorup: Ny støjskærm skal beskytte 195 husstande
Foto: Vejdirektoratet - Her ses støjskærmens placering.
Af Dinny Eriksen 11. marts 2025

Støjskærmen placeres på den nord- og østlige side af motorvejen nær Vorup. Syd for Hammelvej vil skærmen blive etableret bag nødspor og autoværn på vejskråningen. Ved Hammelvej føres skærmen hen over vejen via en særlig portal, hvorefter den fortsætter langs motorvejen og tilkørselsrampen mod nord.

Ifølge Vejdirektoratet vil den nye støjskærm nedbringe støjbelastningen for hele 195 boliger til under Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB. Inden projektets start lå 320 boliger over denne grænse.

Martin Henriksen, projektleder hos Vejdirektoratet, fortæller om stor lokal opbakning:

”Jeg er glad for at vi nu endelig er i den fase, hvor vi fysisk går i ”jorden” i Vorup. Vi har mødt stor opbakning fra naboerne til projektet undervejs i forløbet, og vi ser frem til, at rigtig mange får glæde af denne støjskærm”

Reduceret hastighed på E45

Under byggeperioden vil nødsporet blive inddraget, og køresporerne smallere. Derfor reduceres hastigheden midlertidigt til 80 km/t for at sikre både arbejdere og trafikanter. Derudover vil arbejdet med opsætningen af portalen ved Hammelvej føre til enkelte rampelukninger og ændringer i trafikken over en periode på flere måneder.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at følge med på deres trafikkort for løbende opdateringer.

Færgen Ragna, som sejler mellem Mellerup og Voer er ud af drift

Læs også: Færgen Ragna, som sejler mellem Mellerup og Voer er ud af drift

Kundetilfredsheden stiger: Flextrafik bliver et populært valg i Midtjylland

Læs også: Kundetilfredsheden stiger: Flextrafik bliver et populært valg i Midtjylland

Tilmeld dig vores nyhedsbrev