Debat
SFs Charlotte Broman Mølbæk: Regeringen skal levere på løftet om at forbedre forholdene for anbragte børn
Der bor omtrent 1500 anbragte børn i Østjylland . De fik i 2021 med aftalen Børnene Først et løfte om, at Folketinget ville skabe rammerne for, at de kunne få en lysere fremtid. Men indfrielsen af store dele af løftet lader vente på sig.
SF vil have regeringen til at indkalde til forhandlinger, men kommer samtidig med tre forslag, som partiet vil have penge til allerede nu ved finanslovsforhandlingerne og SSA-reserven.
– Regeringen kan ikke blive ved med at lade de anbragte børn vente. De lader dem i stikken mens tiden går og de anbragte børn fortsætter ind i voksenlivet uden at have fået den hjælp, vi lovede dem. Det er på høje tid at holder det løfte som vi gav dem helt tilbage i 2021, siger Charlotte Broman Mølbæk, SFs socialordfører og valgt i Østjylland.
Bedre overgang til voksenlivet og bedre anbringelser for anbragte børn og unge skulle ifølge aftalen om Børnene Først forhandles politisk i 2022. Men selvom kalenderen skriver 2024, har der ikke været indkaldt til et eneste forhandlingsmøde, trods SF og mange organisationer har råbt de socialdemokratiske socialministre op om behovet.
– Der er et enormt behov for at skabe bedre vilkår for vores udsatte børn og unge. For når unge ender i statistikker over misbrug og også psykiske problemer, kriminalitet og hjemløshed, så er det et dobbeltsvigt, vi udsætter dem for. Det kan vi ikke tillade! siger Charlotte Broman Mølbæk, SFs socialordfører og valgt i Østjylland.
Derfor vil SF i gang med at tage de første spadestik til konkret handling allerede i efterårets forhandlinger om Finanslov og SSA-reserve. SF foreslår blandt andet at afsætte 100 millioner til trygge mødesteder til tidligere anbragte unge, som kan understøtte overgangen til voksenlivet
– Vi svigter vores aller mest sårbare unge, når vi forlanger af dem, at de skal kunne klare sig selv fra den ene dag til den anden, så snart de fylder 18 år og står alene fuldstændigt uden sikkerhedsnet. Det vil vi ikke byde vores egne børn. Tidligere anbragte børn skal have lige så gode muligheder for at komme godt fra start i voksenlivet, som andre børn, siger Charlotte Broman Mølbæk.
SF ønsker at etablere kommunale mødesteder, hvor det skal være muligt for de unge at få rådgivning om alt mellem tøjvask, årsopgørelse, lejekontrakt og uddannelsesvalg og hjælp til at finde rundt i diverse systemer, hvor mange farer vild, hvad enten det gælder uddannelsessystemet eller det kommunale. De unge skal også kunne spise, snakke, hygge og sparre med andre unge, der kender til at være anbragt og er i overgangen til voksenlivet. SF vil desuden styrke retssikkerheden og kvaliteten for anbragte børn og unge med en ny børneombudsmand og børne- og ungeambassadører i socialtilsynene.
LÆS OGSÅ: Østjyske Charlotte Broman Mølbæk er ny psykiatriordfører for SF
Læs også: