Østjyske Charlotte Broman Mølbæk er ny psykiatriordfører for SF

30. august 2024
Østjyske Charlotte Broman Mølbæk er ny psykiatriordfører for SF
Charlotte Broman Mølbæk. Pressefoto SF

“Det er et drømmeordførerskab for mig, for det er så vigtigt. Vi kan alle sammen blive ramt hårdt af livet med pludselige dramatiske forandringer med psykisk sygdom. Det er man ikke selv herre over. Det skal vi som samfund hjælpe med, så folk kan komme på ret køl og komme videre, når livet har væltet dem omkuld”, siger Charlotte Broman Mølbæk, valgt for SF i Østjylland.

Hun peger på det problematiske i, at i Midtjylland er det kun cirka hvert tiende barn, der bliver udredt inden for tiden i udredningsretten. I 2022 konkluderede Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der over ti år er sket en stigning på knap 49 procent i børn og unge, der er i kontakt med det psykiatriske system. ADHD inklusiv ADD og autismespektrumforstyrrelser er de mest almindelige diagnoser blandt børn og unge.

Hun glæder sig derfor til forhandlingerne om at få den tiårige psykiatriplan på skinner og få pengene ud af arbejde.

– Vi KAN hjælpe de børn og vi SKAL hjælpe de børn, så de kan komme videre med deres liv, som jo næsten kun lige er begyndt. Vi er nødt til at gøre det bedre, ellers står vi med en hel generation med problemer langt ind i voksenlivet, siger Charlotte Broman Mølbæk, der er valgt i Østjyllands storkreds

Charlotte Broman Mølbæk beholder handicapordførerskabet, og overtager samtidig også socialordførerskabet.

– De tre ordførerskaber spiller perfekt sammen. De er nøglen til at kunne gøre noget for mange mennesker, der har alvorlige problemer i livet, som de ikke selv er skyld i. At tage hånd om de mennesker, der har mest brug for det, er for mig den vigtigste opgave i vores samfund , siger Charlotte Broman Mølbæk, der er valgt i Østjyllands storkreds

Charlotte Broman Mølbæk er uddannet pædagog, og har arbejdet mange år inden for det sociale område som pædagog, samtidig med at hun også har været medlem af KLs socialudvalg og socialudvalgsformand i Randers kommune. Hun har derfor en bred både praktisk og politisk erfaring med sig og faglig viden.

– Mennesker med handicap og psykiske lidelser skal have hurtig hjælp. Det kan ramme på alle tidspunkter i livet, og uanset hvornår livet pludselig ændres radikalt, så skal de have hurtig hjælp til at komme videre. Det gælder særligt vores børn og unge, så de kan få hjælp til at komme på ret køl igen og til at komme videre, siger Charlotte Broman Mølbæk, der er valgt i Østjyllands storkreds.

Hun fortsætter også som ordfører for kultur, idræt og medier.