Randers C
Randers Kommune Erhverv flytter ind i midtbyen
Med nye lokaler i Kirkegade vil kommunen gøre det lettere for virksomheder at få hjælp, sparring og kontakt til de rette medarbejdere
Randers Kommune samler nu sin erhvervsindsats i nye lokaler centralt i Randers. Tirsdag den 2. juni flytter Randers Kommune Erhverv ind i Kirkegade 1 i Randers Midtby, hvor enheden får fælles base tæt på både byliv og erhvervsliv.
Flytningen er ifølge kommunen et led i arbejdet med at skabe én samlet og nem indgang for virksomheder, der har brug for sparring, hjælp eller kontakt til kommunen. Målet er at gøre det lettere at etablere, udvikle og drive virksomhed i Randers Kommune.
Skal være tættere på virksomhederne
Randers Kommune Erhverv skal fungere som et åbent og synligt erhvervshus, hvor virksomheder kan henvende sig med spørgsmål, ideer og projekter. Her skal der både kunne holdes møder, skabes nye samarbejder og arrangeres aktiviteter for erhvervslivet.
Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget, fremhæver, at kommunen ønsker at være mere tilgængelig for virksomhederne.
”Vi ønsker at møde virksomhederne og gøre det nemt at komme forbi til en kop kaffe. Vi skaber et åbent hus, og én nem indgang. Virksomheder skal hurtigt kunne få sparring, komme videre med projekter og ideer og kunne indgå i samarbejder. I kommunen er der virksomheder med ambitioner, og dem skal vi møde med en erhvervsservice, der er synlig, tilgængelig og handlekraftig”, siger Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget.
Læs også:
Fælles base for erhvervsindsatsen
Medarbejdere og erhvervsdirektør Tina Mariager får med flytningen fælles base i de nye lokaler. Den centrale placering skal være med til at styrke forbindelsen mellem virksomheder, kommune, uddannelsesinstitutioner og andre erhvervsfremmeaktører.
Randers Kommune peger på, at den nye enhed skal skabe hurtigere kontaktveje og bedre forbindelser mellem virksomheder, arbejdskraft og byudvikling.
”Jeg glæder mig til at åbne dørene og tage imod virksomhederne i de nye rammer. Vi vil gerne skabe et sted med plads til dialog, samarbejde og sparring – men også et sted, hvor virksomheder oplever, at der er kort vej til kontakt, beslutninger og mennesker, der kan hjælpe dem videre”, siger Tina Mariager, erhvervsdirektør.
Åbent hus i juli
Randers Kommune inviterer virksomheder, samarbejdspartnere og alle interesserede til åbent hus i de nye lokaler i Kirkegade 1 den 1. juli.
Ifølge Henrik Hove er ambitionen, at Randers Kommune Erhverv skal bidrage til den videre udvikling af kommunen.
”Et stærkt erhvervsliv er afgørende for udviklingen af Randers. Derfor skal vi være tættere på virksomhederne og hurtigere til at samle de rette samarbejder omkring vækst, arbejdskraft og udvikling. Det er den retning, vi sætter med Randers Kommune Erhverv”, siger Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget.
Læs også: