Randers C

Randers har nordisk besøg af venskabsbyer

Repræsentanter fra Lahti, Västerås og Ålesund er i Randers til to dage med dialog, netværk og lokale oplevelser.

Søren Greve
Af Søren Greve 27. maj 2026

Randers Kommune har onsdag og torsdag besøg af delegationer fra tre af kommunens nordiske venskabsbyer. Gæsterne kommer fra Lahti i Finland, Västerås i Sverige og Ålesund i Norge.

Besøget skal styrke de nordiske relationer og give deltagerne mulighed for at udveksle erfaringer om blandt andet byudvikling, kultur, erhverv og lokale fællesskaber.

“Jeg har glædet mig rigtig meget til at byde velkommen og mødes på tværs af landegrænser for at dele erfaringer om alt fra byudvikling til fællesskaber og kultur. Under besøget viser vi vores gæster nogle af de mange spændende initiativer og steder, som er med til at udvikle Randers Kommune i disse år,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune.

Rundt i hele kommunen

Programmet byder blandt andet på besøg hos KaosAmbassaden, Randers Regnskov og Underværket samt en rundtur i midtbyen.

Torsdag skal delegationerne desuden rundt i flere dele af kommunen. Her skal de møde lokale aktører, besøge virksomheder og se eksempler på udviklingsprojekter og lokale fællesskaber.

Blandt stoppene er virksomheden DermaPharm i Fårup, Klyngehuset Kronjylland i Albæk og Station K i Langå.

Samarbejde med lange rødder

Venskabsbysamarbejdet går flere årtier tilbage og bygger på ønsket om at styrke forståelse, relationer og samarbejde på tværs af de nordiske lande.

Randers Kommune har fire nordiske venskabsbyer: Västerås i Sverige, Ålesund i Norge, Lahti i Finland og Akureyri på Island.

Samarbejdet omfatter blandt andet et årligt møde mellem borgmestre og kommunaldirektører, venskabsbesøg og den årlige Nordisk Venskabsuge, NOVU. Her får op mod 100 unge mulighed for at møde nordisk kultur, skabe nye venskaber og dygtiggøre sig inden for særlige områder.