Uddannelse
Ny bestyrelse står foran store forandringer på Paderup Gymnasium
Fusionen med Tradium og den kommende EPX-uddannelse bliver blandt de centrale opgaver for Paderup Gymnasiums nyvalgte bestyrelse, der samtidig tager hul på arbejdet med fulde klasseværelser efter stor søgning til gymnasiet.
Der venter en periode med markante forandringer på Paderup Gymnasium i Randers.
Gymnasiets nyvalgte bestyrelse er netop trådt sammen, og på dagsordenen står blandt andet den kommende fusion med Tradium og en uddannelsesreform, der indeholder den nye gymnasieuddannelse EPX.
Samtidig begyndte Paderup Gymnasium skoleåret med fulde klasseværelser efter stor søgning.
Genvalg til formanden
Martin Hyldgaard Larsen blev genvalgt som bestyrelsesformand og ser nu frem mod yderligere fire år på posten.
”Det bliver en vigtig periode, hvor vi skal bygge videre på Paderup Gymnasiums stærke fundament og samtidig have modet til at udvikle os og tænke nyt,” siger han.
Formanden peger også på samarbejdet mellem bestyrelsen og skolens ledelse som en vigtig del af arbejdet.
”Jeg glæder mig især til at fortsætte det gode samarbejde med skolens ledelse og den øvrige bestyrelse. Det er en bestyrelse med stor faglighed, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan tilføre værdifulde perspektiver til både den daglige drift og den langsigtede udvikling af gymnasiet,” siger Martin Hyldgaard Larsen.
Læs også:
Fusion med Tradium bliver central opgave
En af de store opgaver bliver den fremtidige fusion med Tradium.
”Fusionen bliver en central opgave, som jeg ser frem til at bidrage aktivt til. Ved at samle vores styrker kan vi skabe et endnu stærkere uddannelsesmiljø og sikre, at unge i Randers og omegn også i fremtiden får de bedst mulige uddannelsesmuligheder,” siger bestyrelsesformanden.
Ny uddannelse kan få stor betydning i Randers
René Skjøde Andersen er blevet genudpeget til bestyrelsen som repræsentant for erhvervslivet og fortsætter som næstformand.
Han forventer, at planerne for fremtidens uddannelses- og institutionslandskab, herunder etableringen af EPX, vil få stor betydning – også i Randers.
”Vi går ind i en særdeles spændende bestyrelsesperiode. Sammen med rektor Allan Friis Clausen, bestyrelsesformand Martin Hyldgaard Larsen og resten af bestyrelsen skal vi navigere i nogle af de mest markante forandringer på uddannelsesområdet i mange år,” siger René Skjøde Andersen.
Vil styrke forbindelsen til arbejdsmarkedet
Næstformanden fremhæver samtidig forbindelsen mellem uddannelserne og erhvervslivet som et vigtigt fokusområde.
”Samtidig er vi allerede godt i gang med at forme fremtiden gennem den igangværende fusionsproces med Tradium, hvor et stærkt og konstruktivt samarbejde danner fundamentet for den videre udvikling. Som repræsentant for erhvervslivet ser jeg et stort ansvar i at styrke forbindelsen mellem uddannelse og arbejdsmarked. Vores unge skal rustes til en fremtid i konstant forandring, og det kræver et tæt samspil mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv,” mener René Skjøde Andersen.
Paderup Gymnasiums bestyrelse
Formand: Martin Hyldgaard Larsen, skoleleder på Nørrevangsskolen, udpeget af Skolelederforeningen i Randers.
Næstformand: René Skjøde Andersen, fhv. programchef i OpenNet A/S, et selskab i Norlys-koncernen, udpeget ved selvsupplering.
Menige medlemmer:
- Birgit Andersen, lektor, udpeget af medarbejderne
- Katrine Chi Elstrup (3j), udpeget af Elevrådet
- Asger Støvring Ross (2b), udpeget af Elevrådet
- Philip Foged, værnepligtig, udpeget af kommunalbestyrelsen i Randers (C)
- Michele Offenbach Holm, fuldmægtig, udpeget af Regionsrådet (A)
- Anne Mette Hjortskov Kjeldsen, professor, udpeget af Aarhus Universitet
- Martin Brix Petersen, lektor, udpeget af medarbejderne
- Maria Dyhrberg Rasmussen, uddannelsesdekan ved VIA University College, udpeget ved selvsupplering
- Allan Friis Clausen, rektor
- Thomas Cordes Arnkjær, økonomichef
Læs også: