Familie

Genbrug boomer hos børnefamilier: Børneloppen slår rekord og sparer 1,9 milliarder liter vand

Salget nåede 221 mio. kr. i 2025 – og ifølge kæden har kunderne sparet 12,7 mio. kilo CO₂ ved at købe brugt

Søren Greve
Af Søren Greve 27. januar 2026

Flere børnefamilier vælger genbrug, når der skal købes tøj, udstyr og ting til børnene – og det kan mærkes hos Børneloppen. Kædens kunder solgte i 2025 genbrug for 221 millioner kroner, det højeste beløb i Børneloppens historie. Samtidig satte året rekord i beregnet CO₂-besparelse.

Ifølge Børneloppen har kunderne i 2025 sparet 12,7 millioner kilo CO₂ ved at handle genbrug. Kæden opgør det som en besparelse, der svarer til 1,9 milliarder liter vand.

Sådan bliver besparelsen regnet ud

Børneloppen forklarer, at beregningen bygger på en gennemsnitsudregning af forskellen mellem at producere en tilsvarende vare fra ny – og at købe en allerede eksisterende vare.

Kæden oplyser, at besparelsen i 2025 helt præcist er 12.720.233 kilo CO₂, svarende til 1.905.942.988 liter vand. Det beskrives som vand nok til at trække ud i toilettet 381 millioner gange – og ifølge Børneloppen 10 millioner flere toiletskyl end året før.

“Vi kan kun være rigtig glade”

Hos Børneloppen peger indehaver og en af idékvinderne bag kæden, Johanne Kiel, på, at genbrug både handler om privatøkonomi og klima – særligt i en tid, hvor mange har været presset.

”Vi kommer ud af et år, hvor mange danskere har været presset på økonomien, og detail generelt har været udfordret. Så vi kan kun være rigtig glade for, at vores loppesupermarkeder fortsat er populære og hjælper børnefamilierne med både at spare og tjene penge – men også at lette CO2-trykket, siger Johanne Kiel, der er indehaver af og en af idékvinderne bag Børneloppen.”

CO₂ på kvitteringen

Børneloppen oplyser, at de ikke kun måler succes i kroner, men også i beregnet CO₂-besparelse. Pointen er ifølge kæden at gøre effekten mere konkret for kunderne.

”Det giver kunderne et indblik i, hvor stor en forskel det rent faktisk gør, når de handler genbrug og kan se den konkrete CO2-besparelse på netop deres køb på kvitteringen. For hele kæden giver det også et godt perspektiv på, at genbrug er mere end bare sparede penge, siger Johanna Kiel.”

Fra Valby til 16 butikker

Børneloppen åbnede sin første butik i Valby i 2016. I dag har kæden 16 butikker i Danmark med omkring 4000 stande, der løbende bliver booket af familier, som vil sælge genbrug.

Kæden beskriver også et typisk kundeforløb, hvor mange først kommer som købere og senere bliver sælgere:

”Ofte har vi vores kunder i flere år. Først kommer de som faste købere og bliver ved, indtil de ikke skal have flere børn. Så kommer mange igen som standlejere og sælger alt det, der er i god stand og kan klare en tur mere, fortæller Johanna Kiel.”