Nyheder

Populært Halloween-tog vender tilbage: Børn kan komme gratis med på den uhyggelige tur

Mørklagte togvogne, græskarlygter, skumfiduser over bål – og måske en død togfører undervejs. I efterårsferien kører Mariager-Handest Veteranjernbane igen sit populære Halloween-tog gennem mørket.

Maria Just
Af Maria Just 2. oktober 2026

Der kan vente både hygge og små gys, når en mere end 100 år gammel motorvogn bevæger sig ud i oktobermørket fra Mariager.

Torsdag den 15. oktober klokken 18.00 inviterer Mariager-Handest Veteranjernbane børn og voksne med på årets Halloween-tog fra Mariager til Handest.

Og i år bliver turen gjort lidt ekstra uhyggelig.

Medlemmer fra veteranjernbanens hollandske venskabsklub Museumspoorlijn STAR står nemlig for en særlig Halloween-udsmykning af toget.

Måske stiger den døde togfører på igen

Når toget forlader Mariager, bliver de gamle personvogne kun oplyst af små elektriske fyrfadslys i vindueskarmene.

Udenfor forsvinder dagens sidste lys, mens den gamle motorvogn arbejder sig op ad den fem kilometer lange bakke fra Mariager mod Fjelsted og videre gennem mørket mod Handest.

Men passagererne kan risikere ikke at være alene.

De seneste år er flere ”afdøde” medlemmer dukket op undervejs. Sidste år stod den døde togfører på ved Brødløs trinbræt.

Om han vender tilbage i år – eller om andre skikkelser dukker op – bliver først afsløret på turen.

Børn kan komme gratis med

Der er samtidig en særlig mulighed for de yngste i Mariagerfjord og omegn.

Børn under 12 år kommer gratis med Halloween-toget, hvis de medbringer en udskåret græskarlygte og følges med en voksen.

De sidste mange år er vores Halloween-tog blevet en kæmpe succes med masser af flotte udskårne græskarlygter,” fortæller veteranbanens pressemedarbejder Ole Juhl.

Også udklædning er velkommen. Tidligere år er både børn og voksne mødt op i fantasifulde kostumer.

Skumfiduser og lysende græskar i Handest

Når toget når frem til Handest Station, bliver der en god halv times pause.

Her kan børn og voksne blandt andet riste skumfiduser over bål, se spejdernes græskarhoveder med lys og besøge jernbanekiosken, hvor der blandt andet er mulighed for kaffe og andre forfriskninger.

Børnene kan også tage en tur med den røde skinnebus på modelbaneanlægget.

Stemningen i de gamle personvogne er helt i top, og både børn og voksne hygger sig gevaldig,” fortæller veteranjernbanens driftsbestyrer Frits Sørensen, som opfordrer til at bestille billetter i god tid for at være sikker på en plads.

Her er tiderne for Halloween-toget

Halloween-toget kører torsdag den 15. oktober 2026.

Afgangen fra Mariager Station er klokken 18.00, og efter turen til Handest og opholdet på stationen kører toget tilbage mod Mariager.

Efter en aften med mørke, græskar og Halloween-stemning forventes toget at være tilbage på Mariager Station klokken 20.15.