Navne
Fra selvstændig stilladsudlejer til brobygger – 60 år i dag
Henrik ”Farmer” Nielsen, Østre Boulevard 25, NØ Randers, fylder 60 år på onsdag den 15. januar.
Han er født i Randers og fik sin folkeskoleuddannelse på Søndermarksskolen i Vorup. Henrik Nielsen kom herefter i tømrerlære hos tømrermester Peter Mejer Jensen og blev i firmaet i tre år udover sin læretid. Derefter blev han stålmontør i ti år bl.a. hos Dansk Stålkonstruktion A/S i Hobro.
Så kom tiden, hvor han den 1. maj 1995 etablerede sig som selvstændig stilladsudlejer med firmaet H. N. Montage. Det var et lokalt firma, som dog også havde stilladsarbejder i Norge og Sverige i projekter for Olaf Bahn Isolering A/S i Hinnerup, der blandt andet isolerer varmeværker.
På grund arbejdspres afviklede han firmaet og var i en periode ansat som hegnsmontør hos Combi-Industri A/S, Randers.
I dag er Henrik Nielsen på syvende år beskæftiget hos ARKIL A/S Bro & Beton afdelingen, som bromontør med arbejdsopgaver overalt i Danmark. Han startede i øvrigt i virksomheden med renovering af den Gamle Lillebæltsbro.
Hans store passion er jagt, hvor han er med i flere jagtselskaber. Henrik Nielsen har været logebroder i DANSK BRODER ORDEN godt 22 år, men arbejdsopgaver/udstationeringer rundt om i landet bevirker, at fremmøde for tiden er begrænset.
Han beskrives som en meget hjælpsom, social og udadvendt person, hvilket hans omgangskreds nyder godt af.
Henrik Nielsen lever sammen med Merethe Jacobsen, der er Centerleder på Spentrup Ældrecenter. Hun har børnene Michelle og Michael og han har en datter Anne Marie Louise fra tidligere ægteskab. Tilsammen har de syv børnebørn.
Foto: Privat