Nyheder

Dronning Margrethe får særlig hæder: Modtager ærespris efter mere end 50 år som forbillede

Dronning Margrethe får særlig hæder: Modtager ærespris efter mere end 50 år som forbillede

Maria Just
Af Maria Just 5. oktober 2026

Dronning Margrethe har fået en særlig hæder i forbindelse med ALT for damernes 80-års-jubilæum.

Magasinet har valgt at tildele Hendes Majestæt en ærespris for gennem mere end 50 år at have været et markant forbillede for piger og kvinder.

Selve overrækkelsen fandt sted i private rammer på Fredensborg Slot den 24. september. Først lørdag den 3. oktober blev prisen offentliggjort, da knap 800 mennesker var samlet til ALT for damerne GULD i Operaen i København.

Derfor hædres Dronning Margrethe

I begrundelsen for æresprisen fremhæves blandt andet Dronning Margrethes intellekt, kreativitet og stærke personlighed.

Magasinet peger samtidig på hendes mangeårige arbejde med kunst, håndværk og mode og på hendes mod til at skille sig ud og være sig selv. Dronning Margrethe overtog tronen i 1972 og var Danmarks regerende monark frem til tronskiftet i 2024.

Særlig overrækkelse på Fredensborg Slot

Æresprisen blev personligt overrakt af ALT for damernes chefredaktør Heidi Frederikke Sigdal og kunstner Nikoline Liv Andersen.

– At overrække æresprisen til Hendes Majestæt Dronning Margrethe var et meget særligt og bevægende øjeblik. Jeg var så rørt og stolt af flere årsager. At sidde der helt privat med Hendes Majestæt på Fredensborg Slot vil jeg aldrig glemme. Det var både enormt hjertevarmt og nærværende, siger Heidi Frederikke Sigdal.

Sammen med prisen modtog Dronning Margrethe et broderet værk skabt af Nikoline Liv Andersen. Værket forestiller Dronningen og blev særligt fremstillet til forsiden af ALT for damernes jubilæumsnummer.

Margrethe Vestager blev også hædret

Dronning Margrethe var ikke den eneste, der blev hædret i forbindelse med jubilæumsfejringen. Margrethe Vestager modtog Søstersindprisen, der gives til en kvinde, som gør en særlig indsats for at støtte og bane vejen for andre kvinder.

Den tidligere EU-kommissær modtog prisen for gennem en årrække at have bevæget sig ind i magtfulde rum, som traditionelt har været domineret af mænd, samtidig med at hun ifølge begrundelsen har holdt fast i sig selv og sine værdier.

Læserne valgte vinderen af Guldknappen

Også den traditionsrige Guldknap blev uddelt.

Her var Graumann, Samsøe Samsøe og Gestuz nomineret, og vinderen blev fundet gennem en afstemning blandt læserne.

Det blev Gestuz, der kunne tage årets Guldknap med hjem. Prisen har været en del af ALT for damernes historie siden 1985.