Randers C
Byråd sender grundvandsplan i høring og godkender ny parkeringsstrategi
Randers Byråd traf mandag flere beslutninger om blandt andet drikkevand, kommunal styring, parkering og byfornyelse i landdistrikterne.
Randers Byråd holdt tirsdag den 26. maj møde i byrådssalen på Det Gamle Rådhus. På mødet blev der truffet beslutninger om en række sager, der får betydning for både Randers midtby, kommunens landdistrikter og den fremtidige beskyttelse af drikkevandet.
Plan skal beskytte grundvandet
Byrådet har sendt et forslag til en ny rammeindsatsplan for grundvandsbeskyttelse i offentlig høring. Planen skal være med til at sikre rent drikkevand til både nuværende og kommende generationer i Randers Kommune.
Sammen med planen sendes også en tilhørende miljørapport i høring.
I sagen blev første og andet punkt om at sende planen i høring enstemmigt vedtaget. Tredje og fjerde punkt, der blandt andet handler om ekspropriation af dyrkningsretten, blev vedtaget med 20 stemmer for. Dansk Folkeparti, Venstre og Danmarksdemokraterne stemte imod.
Læs også:
Ny Randersmodel godkendt
Byrådet godkendte også en ny styringsmodel for kommunen. Modellen kaldes Randersmodellen og justerer blandt andet fordelingen af opgaver og beslutninger mellem byrådet, forvaltningen og kommunens arbejdspladser.
Beslutningen blev vedtaget enstemmigt sammen med ændringsforslag fra en række partier og lister.
Flere biler skal samles i p-huse
I Randers midtby skal mere parkering på sigt samles i større parkeringsanlæg. Det er målet med en ny parkeringshusstrategi, som byrådet godkendte på mødet.
Strategien skal frigøre plads i midtbyen til blandt andet grønne områder, byrum og klimatilpasning.
Parkeringshusstrategien blev vedtaget med 29 stemmer for. Borgerlisten Østbroen undlod at stemme.
Byfornyelse i tre lokalsamfund
Byrådet har desuden godkendt en ny byfornyelsesplan for landdistrikterne i Randers Kommune.
I den forbindelse er Sødring-Udbyhøj, Fårup og Værum udpeget til fremtidige områdefornyelser. Det betyder, at de tre områder står til at blive en del af kommende indsatser for lokal udvikling og fornyelse.
Læs også: