Familie

Seks børnehuse og dagplejer gik sammen om en uge fyldt med kreativitet og hjælpsomhed – samlede over 130.000 kroner ind til Knæk Cancer

Børn, forældre og medarbejdere i seks børnehuse og dagplejer i Assentoft og Romalt har i sidste uge samlet over 130.000 kroner ind til Knæk Cancer. Det skete gennem en uge med leg, sponsorløb, pantindsamling og salg af børnenes egne kreative værker – alt sammen i det gode formåls tjeneste.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 27. oktober 2025

Stort lokalt engagement

I Assentoft deltog Børnehuset Toftegaard, Børnehaven Svalebo, Børnehaven Essenbækken og dagplejen, som tilsammen fik indsamlet imponerende 104.870 kroner.
For Toftegaard var det anden gang, Knæk Cancer-ugen blev markeret, men i år deltog alle byens børnehuse og dagplejen for første gang samlet.

Også i Romalt var der stor opbakning. Her stod Børnehuset Kombi og Børnehuset Tryllefløjten for deres første Knæk Cancer-uge nogensinde – og fik samlet hele 28.780 kroner ind.

Leg, læring og hjælpsomhed

Ugen bød på aktiviteter, der både skabte glæde og læring blandt børnene. De små lavede kreative produkter som armbånd, malerier, lygtehuse og bodyscrubs, som blev solgt til fordel for indsamlingen.
Samtidig lærte børnene gennem leg og samtaler, hvad det betyder at hjælpe andre, og at man – uanset alder – kan være med til at gøre en forskel.

Støtte fra lokalsamfundet

Flere lokale virksomheder støttede initiativet med sponsorater og små forkælelser til børnene i løbet af ugen.

Tilsammen blev resultatet mere end 133.000 kroner til Knæk Cancer – og en uge fyldt med sammenhold, smil og store hjerter i børnehøjde.