Job
Nyt ungeudspil skal få flere unge godt i gang med arbejdslivet
DI vil styrke de unges vej fra folkeskole til arbejdsmarked
Nyt ungeudspil skal få flere unge godt i gang med arbejdslivet
Med faldende ungdomsårgange og udsigt til færre elever i folkeskolen sætter Dansk Industri (DI) nu fokus på, hvordan kommunerne kan ruste de unge bedre til fremtidens arbejdsmarked. Organisationen lancerer et nyt ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til landets kommunalpolitikere.
Læs også:
Færre unge, større udfordring
Over hele landet mærker kommunerne konsekvenserne af, at der bliver færre unge. I flere mindre byer og landkommuner betyder det allerede nu tomme klasselokaler og risiko for skolenedlæggelser – og på længere sigt et svækket lokalt arbejdsmarked.
”Det har aldrig været vigtigere, at vores børn og unge trives og lærer. Det er en fælles opgave, hvor både kommuner og erhvervsliv spiller en helt central rolle,” siger Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i DI.
Han understreger, at investeringer i de unges faglighed og trivsel skal begynde allerede i folkeskolen:
”Hvis vi vil give vores unge de bedste forudsætninger for et fremtidigt arbejdsliv, kræver det, at vi investerer langt mere i deres faglighed – og allerede i folkeskolen. Det kræver et langt større fokus på at få de unge i erhvervspraktik og ud i fritidsjob, som vi ved gavner deres trivsel, ansvarsfølelse og udvikling.”
DI tager ud i landet
For at sætte handling bag ordene kører DI de kommende to uger landet rundt i en række kommunalvalgsbusser. Her vil lokalpolitikere besøge virksomheder og lokalsamfund for at drøfte, hvordan flere unge kan få en bedre start på arbejdslivet.
”Hele 850 byrådskandidater har meldt sig til busturen, og det er jo helt fantastisk. De stiger på bussen med det primære formål at møde lokale virksomheder og tale om unges vej til et godt arbejdsliv. Vi glæder os til at drøfte vores anbefalinger med dem og de 68 virksomheder rundt omkring i landet, som de skal besøge. Det viser virkelig, hvor stærkt engagementet er i vores fælles fremtid,” siger Emil Fannikke Kiær.
Ti anbefalinger til kommunalpolitikerne
DI’s ungeudspil, “Styrk folkeskolen – og de unges vej til et godt arbejdsliv”, indeholder ti forslag, der spænder fra styrket faglighed til tættere samarbejde mellem skoler og erhvervsliv:
Skolerne skal gøre eleverne klar til fremtiden
- Styrk kernefagligheden i dansk og matematik.
- Efteruddan halvdelen af alle matematiklærere inden for fire år.
- Gør teknologiforståelse til valgfag på alle folkeskoler.
Skolerne skal tættere på virksomhederne
4. Gør erhvervspraktik til en fast del af alle unges skolegang.
5. Udpeg en erhvervsplaymaker i hver kommune.
6. Brug lokale partnerskaber til at hjælpe unge uden job eller uddannelse.
Unge og virksomheder skal mødes i fritiden
7. Flere unge i fritidsjob.
8. Tilbyd “gå-til-håndværk” i ungdomsskolen.
9. Giv bedre vejledning til ufaglærte studenter.
10. Få flere unge til at bruge cykel og kollektiv transport.
Lokalt engagement i fokus
Med initiativet håber DI at inspirere kommunerne til at investere mere i de unges fremtid – ikke mindst uden for de største byer. Organisationen opfordrer politikere, skoler og virksomheder til at samarbejde om at give de unge mod på arbejdslivet og de kompetencer, der skal til.
”Det handler i sidste ende om, at alle unge får mulighed for at blive en del af fremtidens arbejdsmarked,” siger Emil Fannikke Kiær.
Læs hele Dansk Industris ungeudspil ‘Styrk folkeskolen – og de unges vej til et godt arbejdsliv’.
Læs også: