Artikler
16 procent dropper vinterdæk – nu kan det koste 4.000 kroner i bøde
Nye regler betyder, at kørsel med sommerdæk i vintervejr kan straffes hårdt
Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og det betyder travlhed på landets værksteder. Men en ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Alm. Brand viser, at mange danskere stadig ikke har fanget, at der er kommet nye regler for vinterdæk.
Ulovligt at køre med sommerdæk i vintervejr
Siden den 1. juli i år har det været ulovligt at køre med sommerdæk, når vejene er dækket af sne, is, sjap eller frost. Ifølge færdselsloven betragtes sommerdæk i de situationer som ”åbenbart uegnede dæk”, og overtrædelse kan udløse en bøde på 1.000 kroner pr. dæk. Det svarer til 4.000 kroner for en hel bil.
Hos Alm. Brand frygter man, at mange bilister ikke er klar over, at reglerne er ændret.
”Vores undersøgelse viser, at over halvdelen af vores kunder ikke er bekendt med de nye regler for kørsel med sommerdæk om vinteren. Det kan både blive dyrt i bøder og have alvorlige konsekvenser for trafiksikkerheden, hvis der ikke skiftes til vinterdæk,” siger Christian Johansen, direktør for Motor hos Alm. Brand.
Læs også:
Hver sjette skifter slet ikke til vinterdæk
I undersøgelsen svarer 16 procent af de adspurgte, at de slet ikke skifter til vinterdæk, mens 11 procent indrømmer, at de tidligere har kørt med sommerdæk i vinterperioden.
Samtidig viser tallene, at 63 procent tror, det stadig er lovligt at køre med sommerdæk om vinteren, og 51 procent kender ikke til de nye regler.
”Vi ser desværre hvert år, at mange bilister havner i glatføreulykker, fordi de ikke har skiftet til vinterdæk. Sommerdæk mister deres greb, når temperaturen falder under 7 grader, hvilket øger risikoen for ulykker markant. Vinterdæk giver derimod væsentligt bedre vejgreb, og det er ikke kun en fordel for dig, men også for dine medtrafikanter,” tilføjer Christian Johansen.
De fleste skifter i oktober eller november
Langt de fleste danskere planlægger at skifte dæk i oktober (43 procent) eller november (37 procent). Kun få gør det tidligere, og en mindre andel venter helt til december.
Når det gælder valg af vinterdæk, peger 83 procent på sikkerhed og vejgreb som det vigtigste, mens pris kun er afgørende for 16 procent.
Sådan gør du bilen vinterklar
Alm. Brand anbefaler, at man får bilen tjekket grundigt, når kulden sætter ind.
Det indebærer blandt andet at:
- skifte til vinterdæk, når temperaturen når under 7 grader
- sikre, at bremser, viskerblade og sprinklersystem virker
- kontrollere dæktryk og frostsikker kølervæske
- smøre låse og dørlister, så de ikke fryser fast
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er gennemført af Alm. Brand Group i perioden 18.–25. september 2025 blandt 1.388 kunder i forsikringsselskabets kundepanel.
Læs også: