Familie

Martin fra Randers var med til at skabe rekordindsamling på 18,1 millioner kroner

Cyklede Tour-bjerge for sin søn og tusindvis af danskere med sclerose

Søren Greve
Af Søren Greve 24. juni 2026

Da Martin Venning Kjær fra Randers i sidste uge satte kursen mod de franske Alper, var det ikke kun udfordringen på cyklen, der drev ham frem.

Bag de mange træningstimer, sponsorindsamlinger og hårde bjergstigninger lå et personligt mål om at gøre en forskel for hans 19-årige søn og de knap 20.000 danskere, der lever med sclerose.

Nu står det klart, at indsatsen har været med til at skabe et historisk resultat. Cykelnerven 2026 har samlet rekordhøje 18,1 millioner kroner ind til forskning i sclerose og patientstøtte – tre millioner kroner mere end året før.

En personlig kamp

Martin Venning Kjær var blandt de 600 ryttere fra hele landet, der deltog i årets Cykelnerven. For ham havde deltagelsen en helt særlig betydning.

Hans søn fik konstateret sclerose i april sidste år, og derfor blev cykelløbet langt mere end en sportslig udfordring.

– Det var en helt fantastisk oplevelse – både rent sportsligt, men vigtigst af alt på grund af det unikke fællesskab og sammenhold i kampen mod sclerose, siger Martin.

Han fortæller, at oplevelsen undervejs gjorde et stort indtryk.

– Det er svært at sætte ord på. Men det var rørende, det gav mening og håb – og det viste, at man ikke er alene i kampen, siger Martin.

Kæmpede sig op ad Tourens legendariske bjerge

Under finalen i Frankrig skulle deltagerne forcere nogle af cykelsportens mest ikoniske bjergstigninger.

Blandt andet ventede Alpe d’Huez, Galibier, Col du Granon og Col de Sarenne, hvor rytterne blev udfordret af både stejle stigninger og mange højdemeter.

For Martin og de øvrige deltagere handlede turen dog om mere end fysisk præstation. Målet var at samle penge ind til forskning i sygdommen og skabe opmærksomhed om livet med sclerose.

Rekordbeløb vækker begejstring

Hos Scleroseforeningen er glæden over årets resultat stor.

– Det er næsten uvirkeligt at opleve, hvordan rytterne på Cykelnerven år efter år formår at flytte grænserne for, hvad der er muligt. 18,1 millioner kroner er et helt ekstraordinært resultat, som kommer til at gøre en mærkbar forskel for forskningen og for de næsten 20.000 danskere, der lever med sclerose, siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.

Pengene skal blandt andet bruges til forskning i sclerose, som er en kronisk sygdom i centralnervesystemet.

Lokalsamfundet gjorde forskellen

For Martin er rekordresultatet et tydeligt bevis på, hvad der kan lade sig gøre, når mennesker, virksomheder og lokalsamfund arbejder sammen om en fælles sag.

– Sammen kan vi mere. Når der er mange, der bakker op om en fælles sag, er det tydeligt, at vi ikke er ikke alene. Her kombineres sport og indsamling i en unik form.

Fakta: Cykelnerven 2026

  • 600 ryttere deltog i årets Cykelnerven
  • 18,1 millioner kroner blev indsamlet til forskning i sclerose og patientstøtte
  • Resultatet er tre millioner kroner højere end i 2025
  • Mere end 800 virksomheder støttede Cykelnerven i 2026
  • Pengene går til forskning og støtte til mennesker med sclerose