Rejser

Tusindvis af danskere søgte lægehjælp på ferien i Europa – Mange misforstår dog vigtig regel om det blå kort

Næsten 4.000 danskere søgte sidste år refusion for behandling i udlandet. Samtidig viser en ny undersøgelse, at mange misforstår, hvad det blå sygesikringskort egentlig dækker.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. juni 2026

Sommerferien nærmer sig, og mange danskere pakker kufferten for at rejse til europæiske feriedestinationer. Men selv om de fleste ferier forløber uden problemer, får tusindvis af danskere hvert år brug for lægehjælp under opholdet.

Nye tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som er udleveret til forsikringsselskabet Gjensidige, viser, at 3.931 danskere i 2025 ansøgte om refusion for udgifter til lægehjælp i Europa. Over de seneste tre år har i alt 12.042 danskere søgt refusion.

Det blå kort er ikke en rejseforsikring

Det blå sygesikringskort giver adgang til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, man besøger. Hvis der er egenbetaling for behandling i landet, kan man i nogle tilfælde få refunderet udgifterne efterfølgende.

Men mange danskere overvurderer kortets dækning, fortæller Lene Ovesen, direktør i Rejseskade hos Gjensidige.

»Det blå sygesikringskort er en rigtig god sikkerhed at have med på rejsen, men mange tror også at det fungerer som en rejseforsikring. Det gør det ikke. Hvis du får brug for behandling, kan du, afhængigt af uheld og destination, stadig ende med selv at skulle betale store beløb eller stå med udgifter, som kortet slet ikke dækker.«

Ifølge Lene Ovesen kan udgifterne hurtigt blive høje, hvis man eksempelvis behandles på et privathospital eller får behov for hjemtransport.

Mange er usikre på reglerne

En ny YouGov-undersøgelse, gennemført for Gjensidige blandt 1.081 danskere i februar 2026, viser, at der fortsat er stor usikkerhed om reglerne for det blå sygesikringskort.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 20 procent tror, at kortet dækker hjemtransport til Danmark ved sygdom eller tilskadekomst. Det gør det ikke.

Samtidig tror 28 procent, at kortet giver samme dækning som den offentlige sygesikring i Danmark, mens 7 procent mener, at man ikke behøver en rejseforsikring på rejser i Europa, hvis man har det blå kort.

Ifølge Lene Ovesen kan misforståelserne få alvorlige konsekvenser.

»Misforstår man dækningen, kan det give en falsk tryghed og i sidste ende føre til store ekstraregninger, hvis man får brug for hjælp under ferien. Det blå sygesikringskort er et vigtigt supplement på rejsen, men det bør aldrig stå alene.«

Dette misforstår danskerne ofte

Undersøgelsen peger blandt andet på følgende misforståelser om det blå sygesikringskort:

  • 33 procent tror, at kortet ikke dækker i England.
  • 20 procent tror, at kortet dækker hjemtransport ved sygdom eller tilskadekomst.
  • 28 procent tror, at kortet giver samme dækning som den danske offentlige sygesikring.
  • 17 procent tror, at kortet dækker i Tyrkiet.
  • 7 procent tror, at kortet ikke har nogen udløbsdato.
  • 7 procent mener, at kortet gør en rejseforsikring overflødig.

Råd før sommerferien

Tallene viser, at mange danskere kan få brug for lægehjælp under ferien i Europa. Derfor opfordrer Gjensidige til, at rejsende sætter sig ind i reglerne for det blå sygesikringskort og sikrer sig, at de også har en rejseforsikring, inden de tager afsted.