Navne
25 år med uddannelse og ledelse: Else Ravn Rasmussen har brugt dem på at udvikle mennesker
Gymnasiedirektøren på Tradium i Randers fejrer jubilæum fredag den 15. maj efter et arbejdsliv med fokus på uddannelse, ledelse og menneskelig udvikling.
Gymnasiedirektør Else Ravn Rasmussen kan fredag den 15. maj fejre 25-års jubilæum i statens tjeneste. I dag står hun i spidsen for de gymnasiale uddannelser på Tradium i Randers, men det var egentlig ikke planen, at hun skulle gøre karriere inden for uddannelse.
Med en kandidatuddannelse i biologi begyndte arbejdslivet i stedet med undervisningsopgaver – blandt andet på kurser i PC-kørekort for voksne. Her opstod interessen for undervisning og læring.
– ”Det at arbejde med læring og mennesker, og se mennesker udvikle sig, fordi de lærer noget, det tændte mig,” fortæller Else Ravn Rasmussen.
Fra biolog til gymnasiedirektør
Sideløbende voksede interessen for ledelse og organisationsudvikling.
– ”Jeg blev optaget af det, der foregik på lederkontoret. Jeg syntes, det var meget spændende at arbejde med rammerne for, at både medarbejdere og elever kan lykkes. Det fik mig til at søge mit første lederjob,” siger hun.
Det første lederjob blev som uddannelsesleder på Aarhus Tekniske Skole. Siden har Else Ravn Rasmussen blandt andet været afdelingsleder på Tech College Aalborg, vicedirektør og uddannelseschef på Randers Social- og Sundhedsskole samt afdelingsrektor på HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.
I 2021 kom hun til Tradium i Randers som gymnasiedirektør.
Læs også:
Ser organisationer som et økosystem
Selvom karrieren har bevæget sig væk fra biologien, fylder den faglige baggrund stadig i hendes syn på ledelse.
– ”Man kan på mange måder se en organisation som et økosystem. Der kommer hele tiden nye påvirkninger udefra, og man skal i ledelse have det overordnede blik på, hvordan man holder systemet i balance,” siger Else Ravn Rasmussen.
Når hun ser tilbage på de 25 år, peger hun især på arbejdet med at vende en afdeling præget af store udfordringer som en vigtig erfaring. Også tiden med social- og sundhedsuddannelserne står stærkt i erindringen.
– ”Det var enormt meningsfuldt at arbejde med en målgruppe, hvor man virkelig kunne se mennesker vokse gennem uddannelse. Samtidig var samarbejdet med kommuner og regioner både spændende og vigtigt,” siger hun.
Store forandringer på vej
På Tradium arbejder Else Ravn Rasmussen i disse år med flere store forandringer. Blandt andet fylder planerne om fusionen med Paderup Gymnasium meget i hverdagen.
– ”Der har været meget debat om HTX, og det fylder naturligvis. Men jeg oplever også en stor optimisme omkring fremtiden og de muligheder, der lokalt ligger i at samle flere elever og aktiviteter ét sted,” siger hun.
Ifølge gymnasiedirektøren kan et fælles miljø blandt andet give flere valgfag, stærkere fællesskaber og større stabilitet for både elever og medarbejdere. Samtidig er forventningen, at en flytning af HTX til sydbyen kan skabe en tydelig naturvidenskabelig gymnasieprofil.
Else Ravn Rasmussen har også ansvar for den gymnasiale del af EUX-uddannelserne, som hun ser store kvaliteter i.
– ”EUX er en virkelig stærk uddannelse. Kombinationen af det håndværksmæssige og det teoretiske giver nogle elever, der både har erfaring, holdninger og modenhed. Det er nogle af de kvaliteter, jeg håber, bliver taget med videre ind i EPX’en.”
Natur, korsang og børnebørn
Når arbejdsdagen er slut, vender Else Ravn Rasmussen ofte tilbage til interessen for natur og biologi. Fritiden bruges blandt andet på høns, fuglekiggeri og korsang.
Samtidig fylder familien meget.
– ”Mine to børnebørn fylder selvfølgeligt, og dem nyder jeg virkelig,” siger jubilaren.
Jubilæet bliver markeret på Tradium i slutningen af maj.
Læs også: