Randers C

Swimteam Neptun hentede medaljer og fællesskab i Hjørring

18 svømmere fra klubben tog hjem fra Park Vendia Cup med 29 medaljer og stærke oplevelser i bagagen

Søren Greve
Af Søren Greve 11. maj 2026

Swimteam Neptun leverede både stærke sportslige resultater og masser af holdånd, da klubben i weekenden deltog ved Park Vendia Cup i Hjørring.

I alt deltog 18 svømmere fra klubben ved det tre dage lange stævne, hvor holdet samlet hentede 29 medaljer fordelt på 16 guld-, 10 sølv- og 3 bronzemedaljer.

Fællesskab fyldte mindst lige så meget som medaljerne

Selvom medaljer og finaler fyldte i bassinet, var det især fællesskabet, der gjorde indtryk på holdlederne efter weekenden.

– “Det har været en kæmpe fornøjelse at være afsted med en gruppe unge mennesker, som hygger sig, bakker hinanden op og tager ansvar for hinanden,” fortæller holdlederne Jeff Hyldgaard og Mette Møller efter weekenden.

Stævnet blev afholdt i Hjørring med deltagelse af svømmeklubber fra hele landet, og ifølge klubben bød weekenden på både gode rammer, stærk stemning og stor opbakning omkring svømmerne.

Flere svømmere markerede sig

De individuelle medaljer blev hentet af Gry Overgaard, Laura Lund, Bercel Szabady, Lucas Kristensen, Sebastian Thygesen og Laust Agergaard. Særligt Sebastian Thygesen og Laust Agergaard satte sig tungt på medaljerne i flere discipliner.

Samtidig leverede flere andre svømmere flotte præstationer og finalepladser. Det gjaldt blandt andre Lærke Røstad, Ella Bernthz, Zsombor Szabady, Sebastian Bradley, Felix Hyldgaard, Hjalte Rasmussen, Malthe Pedersen og Josephine Sommer.

Ny stævnerekord i holdkap

Drengene fra Swimteam Neptun imponerede særligt i holdkapperne, hvor de vandt både 4×100 meter fri og 4×100 meter holdmedley.

I holdmedleyen satte holdet samtidig ny stævnerekord med en tid, der var 23 sekunder hurtigere end den tidligere rekord.

Også pigerne leverede stærke præstationer. I søndagens 4×100 meter fri svømmede Laura Lund, Ella Bernthz, Gry Overgaard og Josephine Sommer sig flere placeringer frem og sluttede med sølvmedaljer.

Frivillige blev hyldet

Efter stævnet rettede klubben også en stor tak til de frivillige kræfter omkring holdet.

– “Officials bliver heldigvis ofte klappet ind ved stævneafsnittenes start, og det er fuldt fortjent. Men vi må heller ikke glemme holdlederne. De er dem, der får hverdagen på turen til at hænge sammen, skaber tryghed og sørger for, at børnene både trives og får store oplevelser sammen. Det arbejde er helt uvurderligt,” siger klubmanager Morten Brøndum.

Han understreger samtidig, at udvikling og fællesskab betyder mindst lige så meget som medaljerne.

– “Vi tager selvfølgelig medaljer, finaler og stævnerekorder med hjem med stor glæde. Men det vigtigste er, at vi ser svømmere, der udvikler sig, tør prøve nyt, bakker hinanden op og lærer at være en del af et hold. Det er sådan nogle weekender, der bygger både svømmere og mennesker,” siger Morten Brøndum.