Navne
2. viceborgmester og udvalgsformand i Randers Kommune, Mogens Nyholm, har modtaget ridderkorset
Et langt og engageret virke i Randers Byråd blev fredag den 21. februar 2025 anerkendt på fornem vis, da Mogens Nyholm blev udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen.
Et langt og engageret virke i Randers Byråd blev fredag den 21. februar 2025 anerkendt på fornem vis, da Mogens Nyholm blev udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen. Udmærkelsen blev overrakt af borgmester Torben Hansen ved en ceremoni, hvor både politiske kolleger og samarbejdspartnere var til stede.
Mogens Nyholm har i mere end 19 år været en markant skikkelse i Randers Byråd. Han startede sin politiske karriere i Sammenlægningsudvalget i 2006 og har siden 2007 været fast medlem af byrådet. I dag bestrider han posten som 2. viceborgmester, samtidig med at han er formand for Børne- og Familieudvalget og medlem af Erhvervs- og Planudvalget.
En central skikkelse i Randers’ udvikling
Gennem årene har Mogens Nyholm spillet en væsentlig rolle i byens udvikling. Han har tidligere været formand for både Miljø- og Teknikudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget. Derudover var han i perioden 2014-2017 1. viceborgmester og har siddet i en række stående udvalg samt haft flere tillidshverv og bestyrelsesposter.
Nyholm, der er 62 år og uddannet cand. oecon fra Aarhus Universitet, arbejder som underviser ved siden af sin politiske karriere.
Den nyudnævnte ridder fortsætter sit arbejde i byrådet med uformindsket energi og ser frem til fortsat at bidrage til Randers’ udvikling.
Kilde: Randers Kommune