Nyheder
Vores vand er kritisk infrastruktur: Sikkerheden skal styrkes – vandberedskabet skal være klar til krise
Verden står i en alvorlig situation med krig i Europa og angreb med droner. Det understreger behovet for at beskytte Danmarks kritiske infrastruktur – herunder vandforsyningen.
Vandselskaber efterlyser klare rammer og lovgivning
Med krig i Europa, droner over danske lufthavne og en stigende risiko for cyberangreb er der kommet fornyet fokus på, hvordan Danmark beskytter sin kritiske infrastruktur – herunder vandforsyningen. Branchen efterlyser nu en egentlig lovgivning, der kan sikre, at danskerne også i krisetider har adgang til rent drikkevand.
Læs også:
Lovgivning mangler på området
Administrerende direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, peger på, at rammerne for vandsektorens beredskab ikke er klare nok i dag:
”Vi skal blandt andet vide, hvor længe vandselskaberne skal kunne levere vand til borgere, hospitaler, plejehjem og virksomheder i en krisesituation. En sådan lovgivning findes ikke i dag – og derfor ved vi heller ikke, hvor store nødgeneratorer eller hvor meget backupkapacitet selskaberne skal investere i.”
Ifølge Larsen er lovgivning og planer en helt central forudsætning for, at vandselskaberne kan leve op til deres ansvar og sikre tryghed for både borgere og samfundskritiske funktioner.
Ministeriet opfordrer til ekstra opmærksomhed
Miljø- og Ligestillingsministeriet har i den aktuelle sikkerhedssituation bedt landets vandselskaber om at udvise ekstra opmærksomhed. DANVA har svaret, at vandsektoren er klar til at bidrage aktivt til arbejdet med en ny lovgivning, som kan styrke forsyningssikkerheden.
”DANVA har kvitteret for ministeriets opfordring til øget opmærksomhed i vandselskaberne og meddelt, at vandsektoren står klar til at bidrage aktivt til at være med til at udforme en lovgivning, der kan understøtte forsyningssikkerheden af drikkevand i Danmark,” siger Carl-Emil Larsen.
Nye EU-regler og skærpet cybersikkerhed
Ud over de nationale tiltag er Danmark forpligtet til at implementere EU’s CERD-forordning og NIS2-direktivet, som skærper kravene til robusthed, risikostyring og cybersikkerhed i kritisk infrastruktur.
”Det betyder, at vandselskaberne i de kommende år også med implementeringen af direktiverne skal leve op til en række nye standarder for robusthed, risikostyring og cybersikkerhed. DANVA bakker op om ambitionerne i EU-reguleringen, men rammevilkårene i Danmark skal følge med – så selskaberne får de nødvendige ressourcer og klare retningslinjer til at sikre drikkevand under kriser,” siger Carl-Emil Larsen.
Samtidig er der pr. 1. oktober indført nye regler om cybersikkerhed for de ca. 100 største vandforsyninger i Danmark, som leverer omkring 65 procent af landets drikkevand.
Ministeren: Vi skal være på forkant
Miljøminister Magnus Heunicke understreger vigtigheden af, at Danmark ruster sig til den nye virkelighed:
“Vi står i en ny sikkerhedssituation i Danmark, og vi skal beskytte vores kritiske vandinfrastruktur. Danskernes drikkevand er en afgørende ressource, og vi skal kunne stole på, at forsyningen er stabil, og at vandet er rent. Derfor gælder der allerede nu nye sikkerhedskrav for de store vandværker, og der er flere krav på vej. I den situation vi står i, er det helt afgørende, at vi er på forkant.”
Fakta om vandforsyningen
- Danmark har ca. 2.600 almene vandforsyninger.
- Systemet er decentralt, hvilket giver en vis robusthed, da vandværker ofte kan erstatte hinanden ved driftforstyrrelser.
- De ca. 100 største vandforsyninger er nu omfattet af skrappere krav til bl.a. risikovurderinger, kryptering og hændelsesunderretninger.
- Center for Cybersikkerhed vurderer, at der er en meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandsektoren.
Læs også: