Nyheder

VIA University College skaber plads til flere elever ved nyt opkøb i Paderup

VIA vokser i Randers, og derfor har professionshøjskolens ledelse besluttet at købe og overtage erhvervsskolen Tradiums bygning på Minervavej 57 i Paderup. Formålet er at etablere en ny Campus Randers, der giver plads til flere studerende, og som samtidig sikrer gode rammer om de studerendes liv og læring i fremtiden.

Redaktion
Af Redaktion 1. november 2023

Baggrunden for købet er den nye bygningskonstruktøruddannelse i Randers, som VIA starter op til august næste år. VIA forventer, at op imod 80 nye studerende vil blive optaget på uddannelsen hvert år. Det svarer til omkring 200 nye studerende, når uddannelsen er fuldt udrullet.

Dem er der ikke plads til på den nuværende Campus Randers, hvor VIA i forvejen huser omkring 900 studerende på fire andre professionsuddannelser. Derfor er tiden nu inde til at investere i nye faciliteter, forklarer professionshøjskoledirektør, Kirsten Suhr Bundgaard:

Randers er en vigtig uddannelsesby for VIA, og med tilkomsten af endnu en uddannelse er der opstået en oplagt anledning til at fremtidssikre nogle rammer, der kan rumme alle vores studerende i byen. Samtidig understøtter købet af en ny campus vores ambitioner om at skabe endnu mere attraktive og moderne studiemiljøer med plads til vækst og synergi i uddannelserne, siger Kirsten Suhr Bundgaard.

Fra én uddannelsesinstitution til en anden
Bygningerne på Minervavej huser i øjeblikket Tradiums EUD10-tilbud, flere af skolens businessuddannelser og industrioperatøruddannelsen, der efter overdragelsen skal indgå i skolens campusser i midt- og nordbyen. Ud over at give mulighed for at lave og investere i nye uddannelsesmiljøer styrker salget også skolens driftsøkonomi. Derfor er VIAs køb af bygningen en gevinst for begge parter, forklarer Tradiums direktør Lars Michael Madsen:

Salget er en konsekvens af de kommende års faldende ungdomsårgange, der generelt vil resultere i færre elever på ungdomsuddannelserne. Salget giver os også mulighed for at sammensætte uddannelsesmiljøerne på Tradium på en ny måde blandt andet kan vi styrke synergien mellem erhvervsuddannelserne inden for business med Tradiums efteruddannelsestilbud på businessområdet, der bliver varetaget på Vester Allé. Samtidig er vi glade for at kunne overdrage til en samarbejdspartner på uddannelsesområdet, så der fortsat er et stærkt uddannelsesmiljø i sydbyen, siger Lars Michael Madsen.

Det oplagte valg
Bag beslutningen om købet ligger også et økonomisk hensyn fra VIAs side. VIAs beregninger viser nemlig, at der på sigt vil være en økonomisk gevinst forbundet med at eje faciliteterne i Paderup fremfor at fortsætte som lejere af det nuværende lejemål centralt i Randers.

Dertil kommer, at købet af netop Tradiums bygning byder på en række andre fordele for VIA. Dels er bygningen allerede indrettet til uddannelse, hvilket understøtter genanvendelse og hurtig ibrugtagning af den eksisterende bygningsmasse, og dels ligger adressen omgivet af et allerede veletableret uddannelsesmiljø med Paderup Gymnasium, Erhvervsakademi Dania og Randers Social- og Sundhedsskole lige i nærheden.

Det giver oplagte muligheder for synergi og samarbejde imellem de forskellige uddannelser og institutioner, forklarer Kirsten Suhr Bundgaard:

Placeringen i Paderup åbner nye muligheder for at danne et stærkt campusfællesskab for studerende i området, for fælles udnyttelse af lokaler og faciliteter og for et meningsfuldt samarbejde på tværs af skolerne. Det betyder meget, for uddannelsesmiljøet i Randers er allerede kendetegnet ved respektfuldt og gensidigt samarbejde med fokus på de unges muligheder og den fælles uddannelsesopgave, og vi ser frem til at bidrage til det gode samarbejde i det veletablerede uddannelsesmiljø i Paderup, siger professionshøjskoledirektøren.