Forbruger
Verdo investerer millioner i fremtidens drikkevand til Randers
Nye vandværker og kildepladser skal sikre rent drikkevand og en mere robust vandforsyning til randrusianerne mange år frem.
Randers står over for den største modernisering af den lokale vandforsyning i mange år. Verdos bestyrelse har netop godkendt planerne for et nyt vandværk ved Bunkedal Mølle og sat gang i planlægningen af en ny regional kildeplads og et nyt vandværk ved Nordre Fælled.
Målet er at sikre rent drikkevand og en stabil vandforsyning til borgerne i Randers langt ud i fremtiden.
Gamle anlæg skal erstattes
Baggrunden for investeringerne er, at dele af den nuværende vandforsyning er blevet så gammel, at den ikke længere er tidssvarende.
Det nye Bunkedal Mølle Vandværk skal erstatte de eksisterende vandværker i Bunkedal og Østrup Skov, mens en ny kildeplads ved Nordre Fælled skal overtage efter kildepladsen ved Oust Mølle. Sidstnævnte er en af Danmarks ældste og er i stigende grad udfordret af forurening.
Ifølge Verdo gør det udviklingen af nye anlæg nødvendig allerede nu.
– “Drikkevandet er under pres. Det er derfor helt afgørende, at vi skaber sikkerhed omkring den fremtidige indvinding af grundvand og får etableret de langsigtede løsninger, der sikrer forsyningssikkerheden for de kommende generationer. Det er det, vi lægger sporene til her, og det er jeg glad for,” siger Jesper Møller Larsen, direktør og COO i Verdo.
Læs også:
Vandværker kører på lånt tid
Hos Verdo peger man på, at både de eksisterende vandværker og den nuværende kildeplads nærmer sig slutningen af deres levetid.
– “Vi står i dag med to vandværker og en kildeplads, som kører på lånt tid, så det er nu, vi skal i gang. Det sagt, så er vandsektoren i dag et helt andet sted end for bare 20 år siden. Det gælder både i forhold til den teknologiske udvikling, hvor vi i dag kan bruge data mere aktivt til at højne effektiviteten og sikkerheden, og det gælder også i forhold til de krav, der stilles til vandværkerne generelt. Her har vi som centralt vandforsyningsselskab i Randers Kommune et særligt ansvar for den samlede vandforsyning,” siger vandforsyningschef Peter Nordahn.
Han peger blandt andet på, at både myndighedskrav, cybersikkerhed og beskyttelse af grundvandet stiller langt større krav til moderne vandværker end tidligere.
Skal kunne levere vand til flere
Verdo indvinder i dag omkring 2,3 millioner kubikmeter vand om året og leverer drikkevand til omkring halvdelen af Randers Kommunes borgere.
Når det nye Bunkedal Mølle Vandværk står færdigt, bliver kapaciteten øget betydeligt. Det betyder ikke alene, at Verdo kan imødekomme et stigende vandbehov, men også at andre lokale vandværker kan koble sig på forsyningen, hvis de ønsker det.
– “Der stilles markant større krav til at drive et vandværk end for bare nogle få år siden. Stigende behov for grundvandsbeskyttelse, øgede krav til både fysisk sikkerhed og cybersikkerhed samt regulatoriske krav fra myndighederne, gør det i dag væsentligt mere komplekst at sikre rent drikkevand. Der er omkring 60 vandværker i Randers Kommune, og med det nye Bunkedal Mølle Vandværk vil vi også kunne levere mere drikkevand end til vores nuværende vandkunder,” siger Jesper Møller Larsen.
Byggeriet begynder til november
Det kommende Bunkedal Mølle Vandværk får en samlet budgetramme på omkring 72 millioner kroner og bliver opført af et konsortium bestående af Grundfos, KT Erhvervsbyg og X Automation, mens Niras er bygherrerådgiver.
Vandværket bliver integreret i landskabet, så bygningen efter få år vil falde naturligt ind mellem træerne. Indvendigt bliver anlægget udstyret med moderne overvågning, avancerede sikkerhedssystemer og dataløsninger, der skal styrke både drift og forsyningssikkerhed.
Anlægget forventes at kunne levere mere end 1,4 millioner kubikmeter drikkevand om året, hvilket svarer til forsyningen af over en fjerdedel af borgerne i Randers.
Første spadestik er planlagt til november 2026, mens vandværket efter planen skal sættes i drift i maj 2028. Herefter bliver de gamle vandværker i Bunkedal og Østrup Skov taget ud af drift og revet ned.
Læs også: