Maskiner og mandskab knokler løs langs med E45-motorvejen omkring Aarhus, hvor der de seneste år har været en markant vækst i antallet af trafikanter.
Vejdirektoratet udvider derfor motorvejen med et ekstra spor for få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden.
Den sekssporet motorvej skal stå klar med udgangen af 2026, og indtil da må trafikanter og naboer forbedrede sig på en del vejarbejde, og de gener det fører med.
Projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen giver her en status på projektet:
”Vi har sat tempo på udvidelsen af E45 omkring Aarhus og er nu i gang på alle 16 kilometer motorvej samt på flere af de krydsende veje. Vores entreprenører har arbejdet igennem hele sommerferien, og selvom det betød lidt længere rejsetid for de bilister, der skulle ad E45 på sommerferie, betyder det også, at vi er godt med på projektet,” fortæller Robin Højen Madsen.
”Man begynder nu at kunne se antydning af de nye spor langs motorvejen, og udvidelsen af de mange broer, der krydser under og over motorvejen, tager form,” tilføjer Robin Højen Madsen.
Det store Motorvejskryds Aarhus Vest er genåbnet
Som en del af udbygningen skal de store tilslutningsanlæg også udvides, og lige før sommerferien betød det spærring af stort set hele Motorvejskryds Aarhus Vest.
Vejdirektoratet har nu genåbnet krydset til glæde for de mange pendlere og lokale trafikanter.
”Det store motorvejskryds ved Aarhus Vest har længe lidt under store trængselsproblemer, og det var ikke en sjov beslutning at skulle spærre for flere af ramperne – men en nødvendighed for at vi kunne gennemføre ombygningen. Nu kan trafikanterne igen bruge Aarhus Vest krydset, og samtidig har vi fået aflastet de lokale veje, som blev brugt til omkørsel under spærringerne, og som gav problemer med kødannelser,” siger Robin Højen Madsen.
Det sidste lag asfalt – også kaldet slidlaget – bliver lagt i løbet 2025 eller 2026.
Her bliver der gravet, bygget og udvidet
Der er gang i udbygningen af motorvejen på hele strækningen fra Aarhus S til Aarhus N, hvor flere entreprenører er i gang på samme tid.
”Hvis vi skal nå målet om tage de nye spor i brug med udgangen af 2026, er vi nødt til at tage fat på hele strækningen på én gang. Det gør os desuden mere fleksible, hvis der skulle ske udfordringer – som vi for eksempel oplevede med de store regnmængder i starten af året. Her har vi nemlig mulighed for at rykke vores aktiviteter og arbejdspladser rundt, så vi hele tiden er i gang,” forklarer Robin Højen Madsen.
- Syd fra møder man først byggeriet en støjvold, der tårner op omkring Hørning. Støjvolden bliver i alt 14 meter høj og cirka 600 meter lang, og skal skærme beboerne i Hørning for motorvejsstøj.
- I Hørning kan de bløde trafikanterne igen krydse under motorvejen ad Elgårdsmindelunden, hvor tunnelen er blevet udvidet. I starten af 2025 forventes udvidelsen af tunnelen ved Gl. Ryvej at gå i gang.
- Ved til- og frakørsel <50> Hørning og <1> Hasselager V er der gang i udvidelsen af ramper og broer over E45 og Aarhus Syd Motorvejen. Ombygningen betyder spærringer på E45 og omkørsel i aften og nattetimerne.
- Tilkørselsrampen til E45 ved <50> Hørning forventes at genåbne den 15. september, mens frakørselsrampen forventes at genåbne i midten af oktober. Lidt senere end først meldt ud.
- På Torshøjvej skrider arbejdet fremad, og der er netop etableret en ny stitunnel til de bløde trafikanter og en ny bro ved <1> Hasselager V er blevet støbt. Bygværkerne er dog endnu ikke åbnet for trafik.
- Forsætter man nord på kan man se antydning af de nye spor langs motorvejen samt flere af de i alt 20 broer og tunneler, der fører både vandløb, jernbanen og de krydsende veje under og over motorvejen, og som er ved at blive udvidet, så der er plads til den bredere motorvej. Og så er endnu en støjvold ved at bliver bygget op omkring Lyngby.
- Ved til- og frakørsel <47> Tilst er der gang i udvidelsen af broen, der fører Viborgvej over motorvejen, samt ramperne. Arbejdet betyder risiko for kø og længere rejsetid i myldretiden på ramperne og selve Viborgvej rute 26. Den eksisterende samkørselsplads på Viborgvej er blevet flyttet til Borumvej vest for E45.
- Ved Motorvejskryds Aarhus Nord er der gang i en omfattende ombygning. På Aarhusvej er en midlertidig cykelsti dukket op, og selve vejen er ved at blive flyttet, så der kan blive plads til nye broer og ramper for Djurslandsmotorvejen til E45. Kører man i området, kan man ane konstruktionerne til de nye broer.
Vis hensyn, hold fokus og sænk farten
Vejarbejdet på E45 fordufter altså ikke lige foreløbig, og imens vejarbejderne knokler løs langs med motorvejen, har Vejdirektoratet en opfordring til trafikanterne.
”Hold fast i de gode takter ude på motorvejen. Det er et langt vejarbejde med ændret forhold og meget at holde øje med. Derfor er det vigtigt at bevare opmærksomheden og huske at holde afstand og give plads til vores entreprenører, når de skal ind og ud af de mange arbejdsområder langs motorvejen,” siger Robin Højen Madsen.
I dag møder trafikanter vejarbejde med 80 km/t på hele strækningen. Der er desuden flere steder med smalle spor og nødspor, der er inddraget, imens der arbejdes i hver side af motorvejen.
Hastighedsbegrænsningen på 80 km/t vil være mere eller mindre permanente frem mod udgangen 2026.
I løbet af 2027 skal der udlægges nyt slid
Vejdirektoratet udbygger motorvej E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 km lang strækning. Læs mere om udvidelsen af E45 og hold dig opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk