Natur

Vandsport i fokus, når Naturpark Randers Fjord inviterer til Danmarks Motionsuge

Tre dage med kano, kajak og roning for både børn og voksne

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. september 2025

Naturpark Randers Fjord lægger vand til en række gratis vandsportsaktiviteter, når Danmarks Motionsuge løber af stablen i uge 41. Her kan både øvede og nybegyndere prøve kræfter med kano, kajak og roning midt i efterårets farverige rammer.

Motion og naturoplevelser i ét

Formålet er at vise de mange muligheder, fjorden rummer for motion og friluftsliv.

“Vi vil gerne vise nogle af de mange muligheder, der er for at dyrke motion på vandet, og i Naturpark Randers Fjord har vi nogle helt særlige rammer. Vandsport er både sjovt, sundt og giver mulighed for at opleve naturen på en helt særlig måde. Derfor er vi glade for at være med i Danmarks Motionsuge og invitere både børn og voksne ud på fjorden,” siger Søren Brøndum Christensen, projektleder i Naturpark Randers Fjord.

Programmet for de tre dage

Allerede torsdag den 9. oktober starter aktiviteterne med en kanotur til Dammene arrangeret af Kyst- og Fjordcentret. Her kan deltagerne opleve roen i de smalle kanaler mellem rørskovene.

Fredag den 10. og lørdag den 11. oktober byder Randers Roklub på roning ved Udbyhøj, mens Randers Kano- og Kajakudlejning inviterer til ture i kano og tandemkajak på Grund Fjord.

Instruktører er til stede ved alle aktiviteter, så både nybegyndere og erfarne kan få en tryg oplevelse.

Praktisk information

Arrangementerne er en del af Danmarks Motionsuge 2025 og European Week of Sport Denmark. Deltagelse er gratis, men tilmelding kræves til flere af aktiviteterne. Alt nødvendigt udstyr, herunder redningsveste, stilles til rådighed, og deltagerne opfordres til at møde i praktisk tøj.

Kanotur til Dammene – Kyst- og Fjordcentret
Torsdag 9. oktober kl. 9-12
Mødested: Kyst- og Fjordcentret, Voer færgevej 123, 8950 Ørsted
Tilmelding senest 7. oktober på 86489685 eller post@kystogfjordcentret.dk

Kano og tandemkajak på Grund Fjord – Randers Kano- og Kajakudlejning
Fredag 10. oktober kl. 10-17 & lørdag 11. oktober kl. 10-17
Mødested: Floes-Engbakkevej 9, 8960 Randers SØ
Tilmelding til Jonas Labied på 20429454

Roning ved Udbyhøj – Randers Roklub
Fredag 10. oktober kl. 14-17 & lørdag 11. oktober kl. 14-17
Mødested: Udbyhøj Lystbådehavn, Havnevej 56, 8970 Havndal
Ingen tilmelding nødvendig

Mere information findes på www.naturparkrandersfjord.dk/uge41