Vandmiljø Randers A/S og Jobcenter Randers har i mange år haft et tæt samarbejde om virksomhedens rekruttering af medarbejdere, der af den ene eller anden grund har nedsat arbejdsevne. På den baggrund har Randers Kommune besluttet at tildele Vandmiljø Randers et CSR-certifikat som anerkendelse af, at forsyningsselskabet er en virksomhed, der tager et socialt ansvar. Certifikatet tildeles årligt 20 lokale virksomheder – private og offentlige – som går forrest i forhold til at have et inkluderende, udviklende samt mangfoldigt menneskesyn, der kommer til udtryk ved, at virksomheden udviser et særligt socialt ansvar overfor ledige, sygemeldte, unge og egne medarbejdere.
Indstillet for aktiv indsats
Jobkonsulent Susanne Bugge, Jobcenter Randers – Job og Sundhed, står bag indstillingen af Vandmiljø Randers til modtager af et CSR-certifikat. Hun fortæller, at det dels er på baggrund af det gode samarbejde gennem årene om borgere med særlige livsvilkår og dels er med afsæt i et aktuelt forløb, hvor en sygemeldt borgers arbejdsevne skulle afklares. Hun fremhæver kontaktpersonerne i Vandmiljø Randers, produktionschef Michael Sønder Jensen og HR-konsulent Mie Beier Jørgensen, for at være meget aktive i forhold til indsatsen, ligesom de bidrager med observationer og har et stort fokus på udviklingsmuligheder.
– Vandmiljø Randers er samtidig meget åben over for muligheder for at afprøve borgere i mange forskellige funktioner. Vandmiljø Randers tilgang til opgaven og samarbejdet er positiv, ordentlig, engageret og med et stort fokus på, at der er plads til alle i virksomheden, siger Susanne Bugge i sin indstilling, hvoraf det desuden fremgår, at Vandmiljø Randers ved igangsættelse af forløbet, gjorde det klart, at det er med et fokus på og en hensigt om, at der kan ansættes i lønnede timer på de vilkår forløbet viser, at borgeren magter, når afklaringen er afsluttet.
– Borgeren tvivlede ved start meget på sit eget værd og arbejdsevne, men er nu i en meget positiv udvikling med arbejdsglæde og øget selvtillid, siger Susanne Bugge.
Skal give mening for begge parter
Michael Sønder Jensen fortæller, at som virksomhed er det en grundholdning i Vandmiljø Randers, at selv om man har en knap arbejdsevne, kan man sagtens udfylde en væsentlig arbejdsfunktion.
– Derfor gør vi meget for at tage folk ind, der har særlige livsvilkår, hvis det vel at mærke giver mening for både den enkelte og Vandmiljø Randers. Når vi går ind i sådan en ansættelse, er det derfor meget væsentligt, at der bliver udført en reel arbejdsopgave, der giver nytte for os. Vi vil ikke fungere som en passiv p-plads, understreger Michael Sønder Jensen. Han tilføjer, det typisk er mennesker, der er kommet galt afsted i livet i forbindelse med sygdom eller en ulykke, der bliver ansat på særlige vilkår i Vandmiljø Randers.
– Det kan være en, der er slidt ned fysisk, en der har fået en væsentlig hjerneskade eller en der blev slået til lirekassemand i et alvorligt trafikuheld, fortæller Michael Sønder Jensen. Uanset baggrund bliver ansættelsen altid tilpasset til det, den enkelte kan overkomme i forhold til opgaver og arbejdstid, fortsætter han.
Har dyb respekt
Michael Sønder Jensen pointerer, at han har den dybeste respekt for mennesker, som på trods af deres udfordringer hellere end gerne vil hjælpe til i det omfang, de kan. Ligeledes har han stor respekt for den øvrige medarbejderstab i Vandmiljø Randers for den måde, de accepterer og inkluderer dem i det kollegiale fællesskab.
– Kollegerne er en afgørende faktor for, at det kan lykkes os at give disse mennesker den livskvalitet og det sociale tilhørsforhold, der følger med det at have et arbejde, siger han.
Skal fastholde og tiltrække
Direktør i Vandmiljø Randers, Peter Christensen, pointerer, at CSR er en vigtig overordnet parameter i forhold til at være en attraktiv lokal arbejdsplads.
– Sammen med vores bestyrelse prioriterer vi CSR som et fokusområde og en del af den generelle strategi for Vandmiljø Randers, siger han.
– Typisk har vi folk ansat i mange år og ved at arbejde aktivt med CSR, kan vi fastholde vores medarbejdere og deres kompetencer, selv om deres livsvilkår skulle ændre sig. Samtidig er vores CSR-tilgang med til at gøre virksomheden attraktiv i forhold til at tiltrække nye kolleger, fortsætter Peter Christensen.
FAKTABOKS om CSR:
CSR (Corporate Social Responsibility) kaldes også samfundsansvar, social ansvarlighed, bæredygtighed og tredobbelt bundlinje. Uanset hvilken betegnelse man bruger, handler CSR om, at virksomheder udviser ansvarlighed i forhold til det omgivende samfund. Det handler om at drive forretning på en måde, der minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, miljø og økonomi.
Hvert år tildeler Randers Kommune 20 lokale virksomheder et CSR-certifikat, der gælder i to år. I 2024-2025 har virksomhederne har skullet opfylde følgende tre kriterier for at komme i betragtning til et CSR-certifikat:
Virksomheden rekrutterer, igangsætter udviklingsforløb og praktiserer fastholdelse af medarbejdere i samarbejde med Randers Kommunes arbejdsmarkedsforvaltning (jobcenter).
Virksomheden tilbyder CSR- eller fleksjobansættelse.
Virksomheden engagerer sig i opkvalificering og uddannelsesmuligheder til både unge og voksne.
Kilde: Randers Kommune