Vækststrategi gav pote: Unimec A/S mangedobler overskud

6. april 2022

Vækststrategi gav pote: Unimec A/S mangedobler overskud

Af Carina Kondrup

Tilgang i partnerkredsen og en ny vækststrategi med fokus på ressourcesikkerhed og nye kunder i medicinal- og pharmaindustrien sikrer stærkt regnskab for automationsvirksomheden Unimec A/S.

Langå-virksomheden Unimec A/S, der fremstiller højteknologiske specialmaskiner, har for andet år i træk præsenteret et stærkt og forbedret regnskab. Tallene for regnskabsåret 2020-2021 viser en stigning i omsætningen på 50 procent og et overskud på 1.882.000 kr. mod sidste års 248.000 kr. Hertil er medarbejderstaben udvidet fra 15 til 27 ansatte.

Succesfuld rekruttering

Sidste år udvidede automations- og ingeniørspecialisterne partnerkredsen med et nyt medlem, mens en ny og mere professionelt orienteret bestyrelse blev ansat. Udskiftningerne i ledelsen skete som led i en større forandringsproces, som blev sat i værk i 2020. Strategien er udarbejdet efter et ønske om styrke egne kompetencer og kapaciteterne inhouse og bedre at kunne imødekomme de mest krævende kundekrav inden for blandt andet automation-, service- og kvalitetsområdet. Hertil har det været et vigtigt mål at gå efter at kapre nye kunder i medicinal- og pharmaindustrien.

De nye tiltag har vist sig særdeles effektive og har kastet flere ny kunder af sig på de nye markeder. Succesen kan også ses i tilgangen af ansatte, som er tæt ved fordoblet på blot et år, hvor særligt konstruktions- og automationsafdelingerne har fået mange nye kræfter ind. Det vækker selvsagt glæde hos Lasse Taulborg Madsen, direktør og partner i Unimec.

I slutningen af 2020 besluttede vi at implementere en ny langsigtet vækststrategi, og det gør os ekstra stolte, at vi har formået at foretage betydelige investeringer i nye medarbejdere, samtidigt med at vi har forbedret vores indtjening. Ud over at have øget vores mekanikressourcer har vi også investeret stort i el-delen og er dermed en stærkere partner for vores kunder, da vi nu har alle ressourcer inhouse.