Nyheder

Vaccinationssæsonen er skudt i gang: Gratis stik til ældre og sårbare

Region Hovedstaden åbner vaccinationssteder på hospitaler og i alle kommuner

Maria Just
Af Maria Just 1. oktober 2025

Fra i dag, den 1. oktober, kan borgere i Region Hovedstaden blive vaccineret mod både influenza og covid-19. Tilbuddet gælder ældre over 65 år samt andre borgere i risikogrupper.

Hvorfor er det vigtigt?

Efteråret betyder øget smitte med både influenza og covid-19. For de fleste giver sygdommene kun et mildt forløb, men for ældre og sårbare kan de føre til alvorlig sygdom. Derfor tilbyder regionen igen i år gratis vaccination til de grupper, der har størst risiko for komplikationer.

Hvem kan blive vaccineret gratis?

  • Alle over 65 år
  • Borgere under 65 år med særlig risiko (fx kronisk syge)
  • Gravide
  • Førtidspensionister

Borgere under 65 år i risikogruppen skal på vacciner.dk udfylde en tro- og loveerklæring for at bestille tid.

Sådan foregår det

Region Hovedstaden tilbyder vaccination på ni af regionens egne hospitaler. Derudover driver Danske Lægers Vaccinations Service over 70 vaccinationssteder i løbet af sæsonen.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) siger:
”Vi er klar til at tage hul på en ny vaccinationssæson i Region Hovedstaden, hvor vi igen tilbyder vores ældre og mest sårbare borgere vaccination mod både influenza og covid-19. Det er efterhånden blevet en fast del af efteråret, at vores hospitaler indretter dedikerede områder til vaccination, og vores medarbejdere ser frem til fra d. 1. oktober at tage imod borgerne og hjælpe til, at det bliver en god og tryg oplevelse. For at sikre at flest mulige får et nært tilbud, samarbejder vi endnu engang med Danske Lægers Vaccinations Service, som vil stå for vaccinationer på en række udvalgte lokationer rundt omkring i regionen.”

Tilbud i hjemmet

For borgere, der ikke selv kan komme af sted, samarbejder regionen med kommunerne om et udekørende vaccinationstilbud. Det betyder, at beboere i plejeboliger, sociale botilbud samt borgere på herberger og misbrugscentre også kan blive vaccineret.

Bestil tid online

Vaccinationsindsatsen varer frem til den 20. december 2025. Tidsbestilling foregår på vacciner.dk. Mange borgere har allerede sikret sig en tid, men der er fortsat mange ledige tider.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du finde et kort, der viser alle vaccinationssteder i regionen, så det er nemt at finde en lokation tæt på dig.