Helbred
Unge trives, når de føler indflydelse
Ny analyse viser, at foreningslivet styrker livskvaliteten
En ny analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) viser, at danske unges trivsel i høj grad hænger sammen med, om de oplever at have indflydelse på deres hverdag og på samfundet. Men alt for mange føler sig udenfor.
Kun 11 procent af de adspurgte unge vurderer, at de i høj grad kan påvirke ting i samfundet, som har betydning for deres liv. Til gengæld oplever 27 procent lav indflydelse, mens 15 procent slet ingen indflydelse føler.
Ifølge DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund, er det en alvorlig udfordring:
”Analysen understreger, at unges stemmer skal tages alvorligt. Alt for mange oplever slet ikke at have indflydelse på samfundet og de beslutninger, som påvirker hverdagen og former fremtiden. Det går ud over trivslen, og det er ikke godt nok,” siger hun.
Sammenhæng mellem indflydelse og livskvalitet
Undersøgelsen peger på en tydelig forskel i livskvalitet afhængigt af oplevet indflydelse. Blandt unge med høj livskvalitet oplever 34 procent, at de har stor indflydelse i privatlivet. Hos unge med lav livskvalitet gælder det kun 6 procent.
Når det gælder samfundet som helhed, svarer 29 procent af de unge med lav livstilfredshed, at de slet ikke føler nogen indflydelse. Blandt de mest tilfredse er det kun 13 procent.
Læs også:
Foreningslivet som løsning
Et af de mest markante resultater handler om foreningslivet. 80 procent af de unge, der er aktive i en forening, oplever, at de har et godt liv. Til sammenligning gælder det kun 61 procent blandt unge, der aldrig har været med i en forening.
Her spiller fællesskabet en afgørende rolle, forklarer Christine Ravn Lund:
”Vi ved, at foreningslivet er en unik træningsbane for demokratiet. Her lærer unge, at ens stemme bliver hørt, at man kan præge fællesskabet, og at inddragelse gør en forskel. Det er erfaringer, der ruster unge til at tage del i samfundet – og som kan styrke troen på egen indflydelse. Hvis vi vil gøre noget ved unges trivsel – og det vil vi – så skal flere børn og unge være en del af foreningslivet.”
Fakta om analysen
Ungeanalysen 2025 bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.500 unge i alderen 16–29 år samt 50 interviews. Den viser blandt andet, at:
- 68 procent af unge vurderer, at de har et godt liv.
- 77 procent føler sig ofte glade – en stigning siden 2023.
- 55 procent mener, at en bedre økonomi ville forbedre deres liv.
- 73 procent oplever mindst ét socialt afsavn, og 27 procent mangler steder at dyrke fælles interesser.
- Unge med handicap, LGBT+-baggrund eller økonomiske udfordringer scorer lavere på livskvalitet end gennemsnittet.
Læs også: