Kultur
Unge giver Randers-tunnel farver før Royal Run
Tunnelen på Niels Ebbesens Gade får street art-makeover, inden tusindvis af løbere passerer på 10 kilometer-ruten
Tunnelen på Niels Ebbesens Gade i Randers får nyt liv med farver og street art.
I dagene 7.-9. maj går unge randrusianere mellem 17 og 30 år sammen med street art-kunstner Christoffer Bukh i gang med at forvandle tunnelen til et nyt kunstnerisk vartegn i byen. Projektet er en del af Randers Kommunes indsats for at styrke unges kreative udfoldelse og skabe mere kunst i det offentlige rum.
Kort før målstregen
Placeringen er ikke tilfældig. Når Royal Run afvikles i Randers den 25. maj, skal løberne på 10 kilometer-ruten gennem tunnelen kort før målstregen.
Dermed bliver det nye kunstværk synligt for både deltagere og tilskuere på dagen.
”Med projektet skaber vi et mere indbydende og levende byrum – både for borgerne og de mange gæster, der kommer til Randers i forbindelse med Royal Run”, siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget.
Læs også:
Workshop og maling
Projektet begynder torsdag den 7. maj med en workshop, hvor deltagerne bliver introduceret til forskellige street art-teknikker og arbejder med skitser.
Den 8. og 9. maj bliver idéerne omsat til farver og former på tunnelens vægge sammen med Christoffer Bukh.
Unge sætter præg på byen
Ifølge Randers Kommune udspringer initiativet af et politisk ønske om at synliggøre unges egne kulturelle aktiviteter og give dem mulighed for at præge byrummet.
”Jeg er god erfaring med, at mine værker får stor værdi for lokalområdet. Det er utroligt givende. Projektet i Randers, hvor jeg arbejder sammen med unge kunstinteresserede, skaber også en kæmpe værdi for dem. De kan være stolte over noget, de har skabt. Og så skaber det noget liv forud for Royal Run,” siger Christoffer Bukh.
Indvies lørdag
Den nyudsmykkede tunnel indvies lørdag den 9. maj klokken 14.00.
Her holder Erik Bo Andersen tale, og alle er velkomne til at komme forbi og se Randers’ nyeste stykke gadekunst.
Læs også: