Natur
Ulovligt fiskeri stoppet i Randers Fjord – Fiskerikontrollen fjernede ulovlige garn i Grund Fjord efter borgeranmeldelse
Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fiskerikontrollører har været på kontrol i Grund Fjord tæt ved Randers, hvor de fandt og fjernede to ulovlige nedgarn.
Garnene indeholdt både ørreder, aborrer og en enkelt gedde. Kontrollen blev iværksat efter en anmeldelse fra en opmærksom borger.
Forbud mod nedgarn i Grund Fjord
Det har i mange år været forbudt at fiske med nedgarn i dele af Randers Fjord og Grund Fjord. Alligevel modtager Fiskerikontrollen jævnligt anmeldelser om ulovligt fiskeri i området.
”Vi foretager jævnligt kontrol af området i Randers Fjord, herunder Grund Fjord. Det er et område, hvor vi tidligere har konstateret ulovligt fiskeri. Den pågældende anmeldelse gik på, at der var udsat nedgarn i Grund Fjord, selvom brugen af disse i området er ulovligt. Det skal vi selvfølgelig have stoppet,” fortæller fiskeriinspektør Steen Majland.
Læs også:
Garnene var ulovligt opsat
Ved kontrollen konstaterede fiskerikontrollørerne, at to nedgarn var sat ud i det anmeldte område. De var markeret med en plastikdunk, men hverken mærket eller afmærket i henhold til lovgivningen.
Da fiskeri med nedgarn i Grund Fjord er forbudt, blev redskaberne straks konfiskeret, og de ulovligt fangede fisk blev taget op.
Beskyttelse af fiskebestandene
Hele Grund Fjord er omfattet af garnforbud, og inderst i fjorden gælder et udvidet fiskeriforbud på grund af Alling Ås udløb. Fjorden er smal, og ulovligt fiskeri kan få store konsekvenser for vandrefisk som havørred, der trækker op i åen for at gyde.
”I planlægningen af, hvor vi bedst sætter vores kontrolressourcer ind, indgår borgernes anmeldelser om ulovligt fiskeri. Reglerne er til for at passe på vores fiskebestande, og anmeldelserne giver os mulighed for at være langt mere præcise i vores kontrolarbejde og dermed få sat en stopper for evt. ulovligt fiskeri,” forklarer Steen Majland.
Mulig bødestraf til de ansvarlige
Fiskerikontrollen arbejder nu på at finde frem til den eller de personer, der har udsat de ulovlige garn. Overtrædelsen kan udløse en bøde på mindst 2.500 kroner, konfiskation af redskaberne og eventuelt inddragelse af fisketegn i op til ét år.
Opfordring til borgerne
Borgere, der observerer tegn på ulovligt fiskeri, kan anmelde det direkte til Fiskerikontrollen via Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside på www.lfst.dk.
Læs også: