Udstillerne er som sædvanlig udvalgt blandt nye og lovende og mere kendte og etablerede kunstnere, som præsenterer de besøgende for en spændende blanding af forskellige arter af kunsthåndværk.
Udstillingens gæster kan i år glæde sig til at møde kunsthåndværkere, der arbejder med så forskelligartede materialer som træ, ler, uld, glas, silke, fedtsten og jern. Flere af kunstnerne vil selv være til stede under udstillingen og der vil være mulighed for at se, hvordan de hver især arbejder med at give deres kunst et eget udtryk.
Der er udstillere, som har lært deres fag gennem klassiske håndværksuddannelser og andre, som er selvlærte med udgangspunkt i en stærk passion for den valgte kunstform. En mere udtømmende beskrivelse af de deltagende kunstnere kan findes på https://fussingoeslot.dk/begivenheder.
De udstillede genstande er for de flestes vedkommende unika, som kun findes i det ene eksemplar.
Som tidligere krydres udstillingen også i år med et musikalsk indslag: Lørdag den 31. august, kl. 11 griber duoen Kirsten & Leif harmonika og basguitar og fylder slottet med smukke svenske valse og danske sange, som de bl.a. også optræder med på Bie Centeret i Hobro og tidligere på Rebild Spillemandsmuseum.
Ved samme lejlighed er Fussingø-gruppen vært ved et glas forfriskende vin (også alkoholfrit).
Efter rundgangen på udstillingen kan indtrykkene bearbejdes over en kop kaffe med tilhørende Fus-singø-kringle i det gamle slotskøkken, i cafélokalerne eller – hvis vejret indbyder til det – foran slottet, hvor man samtidig kan nyde udsigten til den smukke park og den omgivende skov.
Det koster 30 kr. at besøge udstillingen, og der er gratis parkering ved slottet.