“Randers FC og klubbens økonomidirektør Johnny Brandt Thomsen har valgt at stoppe samarbejdet pr. 1. oktober, mens økonomiassistent Lone Birkkjær har søgt nye udfordringer. Det medfører, at Randers FC justerer organisationen, således at bl.a. økonomistyringen og det daglige bogholderi i fremtiden vil blive varetaget af en regnskabschef i et tæt samarbejde med Randers FCs mangeårige samarbejdspartner på det økonomiske område, Dansk Revision, meddeler Randers FC.
Til at beklæde dette job har Randers FC derfor ansat den 41-årige cand.merc.aud fra Handelshøjskolen i Aarhus, Erik Storgaard. Han siger:
“Det var selve jobindholdet, der i første omgang tiltalte mig, og så ikke mindst de perspektiver, der ligger i en virksomhed som Randers FC. Jeg brænder for at være med til at udvikle en langsigtet fodboldforretning uden at være påtvunget af kortsigtede økonomiske beslutninger, lyder det fra Erik Storgaard, der stammer fra Linde udenfor Randers, hvor han spillede fodbold i IF Fjordbakken, inden en korsbåndsskade satte et punktum for serie-fodbolden for en snes år siden.”