Udlandseventyr til den randrusianske plastikpalle

12. september 2019
Udlandseventyr til den randrusianske plastikpalle

Ros til virksomhederne

Det er så innovativt, at samarbejdet er blevet nomineret til en pris på den tyske byggemesse NordBau.

Når plastemballagen fra husholdningerne i Randers kommune bliver sorteret, kommer alt det “besværlige” plastik til Langå. Det er plastik med etiketter og blandede plastiktyper, som ellers kan være svære at genbruge. I Langå kan Dansk Affaldsminimering findele, vaske og sortere plasten yderligere, så MV Plast i Randers kan støbe paller af den.

Plastikpallen af den lokale genbrugsplast gik i produktion i 2018, men nu tager den en fornem tur syd for grænsen, hvor den er nomineret til en Circularity City Product Award på den store byggemesse NordBau i Neumünster. Konkurrencen er en del af et dansk fremstød på det tyske marked, der skal vise, hvordan Danmark og Norden formår at tænke cirkulære ressourcekredsløb. Og her pallen fra Randers altså med i slutspurten.

“Vi synes selv, at plastikpallen er en succeshistorie, så det er da dejligt, at andre også har fået øjnene op for, at samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv kan løse vores affaldsudfordringer”, fortæller Jørgen Niemann Jensen, affaldschef ved Randers Kommune.
Selvom det er spændende, bliver det dog ikke hans opgave at være med til den endelige afgørelse i Neumünster. “Vi er jo kun en del af det kredsløb, der har skabt pallen. Hæderen skal selvfølgelig tilfalde de virksomheder, som laver det færdige produkt og skaber omsætning og arbejdspladser her i kommunen”, slutter Jørgen Niemann Jensen.