Nyheder
Udbyhøj Færgen sejler ikke i øjeblikket: – Vi kan næsten skifte færgen ud med en trillebør
Vejret driller i mange henseender her til formiddag. Det gør det også hos Udbyhøj Færgen, der på grund af meget lav vandstand er nødt til at blive på land.
Det fortæller de på Facebook i et opslag, hvor de meget humoristisk skriver:
– Vi ville rigtig gerne tage jer med en tur over fjorden, men det ser ud til, at fjorden er løbet tør – bogstaveligt talt! Vandstanden er så lav, at vi næsten kan overveje at skifte færgen ud med en trillebør.
Og det er da ifølge billederne heller ikke meget galt. Færgen må derfor blive, hvor den er, til vandet får lyst til at stige igen. Indtil da opfordrer de til at nyde udsigten, tænke på hvor meget man imens sparer på færgebilletten, og huske på, at færgen atter sejler, når de altså slipper for at gå på bunden.