Alarm 112

Tyve var tæt på at slippe afsted med historisk skulptur i Randers

Det ene ben blev skåret helt over, mens det andet næsten blev savet igennem. Nu har Randers Kommune sat kameraovervågning op efter tyveriforsøget mod en bronzeskulptur, der har stået på Skovbakken siden 1950.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. september 2026

En historisk bronzeskulptur i Randers var natten til torsdag den 10. september tæt på at blive stjålet.

Skulpturen En stående Eva ved indgangen til Skovbakken blev skåret næsten helt fri fra sin sokkel. Randers Kommune opdagede tyveriforsøget torsdag morgen.

Gerningspersonerne fik af ukendte årsager ikke skulpturen med sig.

Det ene ben blev skåret helt over

Skaderne på skulpturen var omfattende. Det ene ben blev skåret helt over, mens gerningspersonerne nåede næsten hele vejen gennem det andet.

»Det ene ben er skåret helt over, og det andet er skåret 80 procent igennem, så nogen var meget tæt på at få den med sig. Det gør mig både vred og trist, for vi taler om et kunstværk, der har stået på Skovbakken siden 1950 og er en del af vores fælles kulturarv,« siger Rosa Lykke Yde, formand for bestyrelsen for Randers Kommunes kunstfond.

Skulpturen er skabt af billedhuggeren Johan Galster og har stået ved indgangen til Skovbakken i 76 år.

Kameraovervågning og ekstra vagtrunder

Tyveriforsøget er blevet anmeldt til politiet, mens en bronzekonservator er gået i gang med at reparere skaderne.

Randers Kommune har samtidig taget flere forholdsregler omkring kunstværket.

»En bronzekonservator er i gang med at udbedre skaderne. Samtidig har vi opsat en midlertidig afspærring omkring skulpturen, etableret kameraovervågning i området og øget vagtrunderingen,« siger Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune.

Hun understreger samtidig betydningen af de skulpturer, der gennem mange år har været en del af bybilledet.

»Der er tale om en smuk, klassisk skulptur, og det er virkelig ærgerligt at se den blive udsat for et tyveriforsøg. Mange af vores skulpturer har stået i byrummet i generationer, og nogle af dem i mere end 100 år. De er til glæde og gavn for alle borgere, og derfor ønsker vi selvfølgelig, at vores kunstværker kan stå i fred og ro. Derfor er vi også meget taknemmelige for, at opmærksomme borgere holder øje med dem og reagerer, når noget ser mistænkeligt ud.«

Politiet vil høre fra vidner

Randers Kommune opfordrer personer, der har set eller hørt noget mistænkeligt omkring Skovbakken natten til torsdag den 10. september, til at kontakte politiet.