Danmark
TUBA: Alt for mange børn står alene med forældres misbrug
Nye tal viser, at mange børn aldrig taler med nogen om problemerne derhjemme – selv om voksne omkring familien kender til dem
Mange børn og unge vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrug uden nogensinde at tale med nogen om det. Det viser nye tal fra organisationen TUBA, som nu opfordrer voksne til at turde tage samtalen med børnene.
Ifølge TUBA fortæller 77 procent af de unge, der modtog terapi hos organisationen i 2025, at andre uden for familien kendte til misbruget i hjemmet. Alligevel svarer 45 procent, at de som børn aldrig talte med nogen om problemerne.
Tavshed kan ramme børn hårdt
Hos TUBA mener man, at mange voksne fortsat er tilbageholdende med at blande sig i familiers problemer.
– “Det er for mig at se et tydeligt billede på, at vi stadig er berøringsangst og påpasselige med at blande os. Det at have problemer med alkohol eller stoffer er tabuiseret, og vi har en tendens til at tænke, at det er et privat anliggende. Men det er det ikke. Særligt ikke, når det går ud over børn,” siger Bente Ryberg, landsleder i TUBA.
Organisationen peger på, at tavsheden kan få alvorlige konsekvenser for børnene, som ofte føler sig alene eller forkerte.
Ifølge TUBA vokser hvert syvende barn i Danmark op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug.
Læs også:
Børn mærker problemerne
Selv om voksne forsøger at skåne børnene ved ikke at tale om misbruget, mærker børnene ofte tydeligt, at noget er galt, lyder det fra organisationen.
– “Vi tror, at børn ikke kan tåle at vide, at voksne har det svært. Men når der ikke bliver sat ord på det, får børnene heller ikke et sprog for det. Så er de overladt til sig selv for at finde ud af det – og det går sjældent godt,” siger Bente Ryberg.
TUBA oplever, at mange børn tager skylden på sig selv og mister tilliden til deres egne følelser og oplevelser. Det kan senere føre til blandt andet angst, depression og andre psykiske problemer.
Opfordrer voksne til at reagere
Organisationen opfordrer derfor både lærere, naboer, familiemedlemmer og andre voksne til at tage kontakt, hvis de har mistanke om problemer i hjemmet.
– “Vi er nødt til at spørge os selv: Når vi ikke taler med børnene om det, de oplever, hvem er det så, vi skåner? Børnene, der lever i det, kan godt mærke, der er noget galt. De har brug for, at vi taler om det,” siger Bente Ryberg.
TUBA tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge mellem 12 og 35 år, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Organisationen har 33 afdelinger fordelt over hele landet og hjælper hvert år omkring 3.000 unge.
Læs også: