Forbruger

Trusler og hadefulde kommentarer: Flere udsættes for digital chikane i forbindelse med deres arbejde

Ny opgørelse fra Digitalt Ansvar viser, at mange danskere udsættes for digital chikane fra fx kunder eller borgere i forbindelse med deres arbejde. Blandt privatansatte er tallet steget med 5 procentpoint siden 2021.

Trusler og hadefulde kommentarer: Flere udsættes for digital chikane i forbindelse med deres arbejde
Flere privatansatte oplever digital chikane fra fx kunder, som bl.a. kan være hadefulde kommentarer, trusler eller afpresning. Digitalt Ansvar
5. august 2024
Af Benedikte Jensen

Tilsvininger, at blive hængt ud på nettet og trusler om vold. For mange danskere er det desværre en del af jobbet. Det viser en ny opgørelse foretaget for Digitalt Ansvar af Epinion.

Hele 15% svarer i undersøgelsen, at de har været udsat for digital chikane indenfor det sidste år. Blandt privatansatte ligger tallet på 14%, som er en stigning på 5 procentpoint sammenlignet med Digitalt Ansvars tal fra 2021, hvor tallet lå på 9%.

– Tallene viser, at selvom vi taler mere og mere om de udfordringer den øgede digitalisering fører med sig, så har vi endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kommer den digitale chikane til livs. For der er alt for mange ansatte, som lever med at blive chikaneret, og det har både store konsekvenser for den enkelte og arbejdspladserne, siger direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm.

”Det vidner om et stort mørketal”

Tallene viser dog også, at der er mange flere af de adspurgte, som har været udsat for oplevelser, som kan defineres som digital chikane, uden de selv er klar over, at det er digital chikane. 

34% af de adspurgte har nemlig oplevet at modtage hadefulde, nedsættende eller hånende kommentarer i forbindelse med deres arbejde, ligesom 30% har modtaget uønskede eller upassende henvendelser.

– Det vidner om, at der nok er et mørketal, når det kommer til ofre for arbejdsrelateret digital chikane. Derfor er det vigtigt, at vi taler mere om arbejdsrelateret digital chikane og konsekvenserne af den, så flere danskere forstår alvoren og advarselssignalerne, siger Ask Hesby Holm.

Trusler og stalking: Digital chikane tager mange former

Digital chikane kommer til udtryk på mange forskellige måder og kan bestå af episoder, hvor e-mail, telefon, sociale medier, hjemmesider eller andre digitale medier bruges til at chikanere en medarbejder – eller en kombination af flere af de ovenstående.

Hjertebanken, søvnproblemer og magtesløshed 

Digital chikane skal tages alvorligt. Mange oplever nemlig direkte konsekvenser af chikanen, som kan påvirke deres psykiske og fysiske velbefindende, og som kan gå udover både den enkelte medarbejder, deres privatliv og arbejdspladsen.
86% af de adspurgte har fx oplevet en følelsesmæssig påvirkning af chikanen, som bl.a. vrede, angst og magtesløshed, mens 67% har oplevet fysiske konsekvenser som hjertebanken, træthed eller søvnproblemer.

Udover de store omkostninger for den enkelte kan det også påvirke det samlede arbejdsmiljø og i sidste ende en virksomheds omsætning, hvis en medarbejder fx har højt sygefravær eller går ned med stress.

Arbejdsgiver er forpligtet til at forebygge og håndtere digital chikane

Digital chikane er i regi af arbejdet omfattet af arbejdsmiljøloven, som noget arbejdspladsen har pligt til at håndtere og forebygge på linje med fysisk vold og trusler om vold.

Alligevel svarer 56% i undersøgelsen, at de ikke har kendkab til, at deres arbejdsplads har retningslinjer for forebyggelse og håndtering af digital chikane fra eksterne personer.

– Det vidner om, at mange arbejdspladser enten ikke er klar over deres forpligtelse, eller ikke er gode nok til at informere deres medarbejdere om eventuelle retningslinjer, siger Ask Hesby Holm.

Sådan tager du som leder hånd om digital chikane på arbejdspladsen

– I Digitalt Ansvar oplever vi ikke en modvilje i forhold til at arbejde med digital chikane, når vi møder virksomheder rundt om i Danmark. Men mange virksomheder har ofte ikke viden om, hvorvidt og i hvor høj grad de ansatte udsættes for digital chikane, fortsætter Ask Hesby Holm.

Alle arbejdspladser, der har digital kontakt til fx kunder eller borgere, bør derfor i første omgang undersøge omfanget af digital chikane blandt medarbejderne. Og heldigvis er der hjælp at hente.

Digitalt Ansvar har nemlig arbejdet intensivt med arbejdsrelateret digital chikane med støtte fra Velliv Foreningen siden 2021. 

I samarbejde med bl.a. Ekstra BladetDSB og Spar Nord, har Digital Ansvar udviklet 12 konkrete værktøjer til at forebygge og håndtere digital chikane på arbejdspladsen. De kan findes gratis her.

Digitalt Ansvar er derudover ved at opstarte et samarbejde med forskere fra Arbejdsmedicinsk Afdeling på regionshospitalet i Gødstrup, hvor vi sammen vil undersøge effekten af vores værktøjer. 

Opsamling af fakta

Tallene er udarbejdet på baggrund af i alt 1.052 personer, som har svaret på et spørgeskema om digital chikane på arbejdsmarkedet. Besvarelserne er indsamlet af Epinion på vegne af Digitalt Ansvar via webpanel i december 2023 blandt et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år, der er i arbejde og har digital kontakt med eksterne personer i deres arbejde månedligt eller oftere. 

  • 15% har oplevet digital chikane indenfor de sidste 12 måneder. Heriblandt 16% af offentligt ansatte og 14% af privatansatte.
  • I Digitalt Ansvars tal fra 2021 var tallet på 9% blandt privatansatte, der var udsat for digital chikane. Tal for offentligt ansatte blev ikke indsamlet i 2021. 
  • 34% har oplevet hadefulde, nedsættende el. hånende kommentarer, også blandt dem, som svarer, at de ikke har været udsat for digital chikane. Det vidner om, at langt flere er udsat, uden at anderkende det som chikane.
  • 16% har oplevet trusler.
  • 86% har oplevet psykiske konsekvenser af chikanen (fx vrede, angst, magtesløshed).
  • 67% har oplevet fysiske konsekvenser af chikanen (fx hjertebanken, træthed, søvnproblemer).
  • 56% har ikke kendskab til, at deres arbejdsplads har retningslinjer for forebyggelse og håndtering af digital chikane fra eksterne personer.
Kæmpe Outdoor Outlet åbner i Randers: En weekend fyldt med oplevelser og gode tilbud

Læs også: Kæmpe Outdoor Outlet åbner i Randers: En weekend fyldt med oplevelser og gode tilbud

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev