Tror du på myter?

13. november 2016
Tror du på myter?

Vi tror på myter. Gør du? Det var dagens slutreplik fra intimscenen midt i biblioteket lørdag 12. november. Den kom overbevisende fra de 12 farverige teaterbørn fra Kastalia. Tre kvarters vekslen mellem verbale bombardementer og ivrige bevægelser af de begejstrede teaterbørn var pludselig slut.

På rejsen gennem myter og sandhed kom det lyttende og observerende publikum forbi korte glimt af eventyrerne om Den grimme Ælling, Haren og Skildpadden samt Hans og Grethe.

Vi hørte om de gamle nordiske guder. Stærke Thor med hammeren og hans problemer med den listige Loke, der spillede guderne ud mod hinanden. Vi fortsatte ind i børnenes frit opfundne fantasiverden med mod og kamp mod fantasidyr, store edderkopper og farlige hajer. En var engang hoppet ud fra et højhus, en anden havde besteget Mount Everest og en tredje havde væltet et helt hus. En havde vendt vrangen ud på sin kat og en havde set en marsmand.

Men da det ivrigste teaterfantasibarn sagde, at han havde sprunget hele verden i luften, så vågnede de andres realitetssans, og fantasilegen stoppede brat.

Herligt spontant at opleve en flok teaterbørns fællesskab udfolde sig på den lille scene til glæde for de fremmødte. Hvem ved, måske ser vi en eller flere udfolde sig professionelt en dag? Glæden ved teaterleg strålede i de 24 små øjne.

Skal jeg dryppe lidt malurt i oplevelsen, så er akustikken i dette store dejlige lyse rum ikke den allerbedste især ikke når der snakkes og skramles med stort og småt i gangene rundt om scenen. Det kræver meget mod og virkelige høje stemmer fra skuespillerne på scenen.

Endnu en gang tak for en børneteateroplevelse fra vores lokale teaterskole, Kastalia.

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.