Kultur

Trine Dyrholm gæster Memphis Mansion i Randers

Den prisvindende skuespiller kommer til Randers 11. juni 2026 til en aften med middag og samtale om karrieren.

Søren Greve
Af Søren Greve 4. maj 2026

Memphis Mansion i Randers får næste sommer besøg af Trine Dyrholm, en af landets mest markante skuespillere.

Arrangementet finder sted torsdag 11. juni 2026 fra klokken 18.00 til 21.30 på Memphis Mansion, Graceland Randers Vej 3 i Randers SØ. Billetprisen er 595 kroner.

Samtale om roller og karriere

Aftenen byder på en personlig talk med Trine Dyrholm om hendes lange karriere inden for film, tv og teater.

Ifølge Memphis Mansion vil samtalen komme omkring både aktuelle projekter, gennembrud, markante roller og de valg og samarbejder, der har præget hendes kunstneriske retning.

Prisvindende dansk stjerne

Trine Dyrholm har gennem mere end tre årtier sat sit præg på dansk kulturliv. Hun har blandt andet modtaget Sølvbjørnen for bedste skuespillerinde ved filmfestivalen i Berlin og vundet otte Bodil-priser og ti Robert-priser.

Hun er aktuelt med i den islandske tv-serie Den danske kvinde, hvor hun både spiller hovedrollen og fortolker sange.

Intim aften med få pladser

Der er kun plads til lidt over 100 spisende gæster på første sal i Memphis Mansion, hvilket gør arrangementet til en mere nærværende oplevelse.

”Vi er virkelig beærede over at Trine Dyrholm vil være med til at skabe en helt særlig aften med vores gæster på Memphis Mansion. Vi har kun plads til lidt over 100 spisende på vores første sal, så det bliver en intim og eksklusiv oplevelse. At Randers nu i juni får besøg af Trine Dyrholm og i oktober Priscilla Presley, håber jeg randrusianerne vil være med til at sætte en vis stolthed i. Det er vigtigt for vores by, at vi skaber nogle særlige oplevelser både for os selv og for at vi får åbnet nysgerrigheden op,” siger Henrik Knudsen fra Memphis Mansion.