I alt forventer EDC-kæden, at der gennemføres ca. 54.000 handler i 2010, hvilket er en klar fremgang i forhold til 2009. Det er dog fortsat ca. 30 procent under handlen i et normalt år.
Der er generelt ingen forventninger om prisstigninger i 2010, men dog om stabile priser i hovedstadsområdet og udfladning af prisfaldet i løbet af året i resten af landet. Der kan ligeledes forekomme små stigninger i priserne på mindre ejerlejligheder i København og i Århus.
Forudsætningerne for forventningerne er:
* Realkreditrenten ikke stiger mere end 0,5 procentpoint
* Ledigheden ikke stiger til et niveau over 5 procent
* Bankernes kreditpolitik ikke strammes yderligere
EDC forventer i 2010 at der vil være tre forskellige boligmarkeder herhjemme: Ét for hovedstadsområdet hvor de mest positive takter vil opleves, et mere jævnt marked for Århus, Østjylland og resten af Sjælland og et trægt marked på Fyn, og i Syd-, Vest- og Nordjylland.
Randers-kommentar
Jesper Hedegaard Jensen, der er statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE i EDC Ønskebo i Randers giver her sit bud på, hvordan boligmarkedet i Jylland forventes at udvikle sig i 2010:
“Fyn har mærket samme tendens som i Syd-, Vest- og Nordjylland, nemlig at mange sælgere har svært ved at markedstilpasse priserne. Det betyder, at salget stadig er en del under niveau”, siger han. – På basis af salget i 2. halvår af 2009 forventer vi et forbedret salg i 2010 på ca. 13 procent i forhold til 2009. Han tilføjer:
“Et uændret stort udbud vil i 2010 lægge et nedadgående pres på priserne. Priserne på villaer er fortsat ca. 20 procent højere end i 2005. Set i lyset af, at priserne dog er steget i et mere roligt tempo forventer vi også et langsommere og mindre fald”.
For hovedstadsområdet gætter han på, at det kraftige fald i udbuddet og dét, at salget er i fortsat fremgang, kan medføre en fremgang i salget på ca. 15 procent i forhold til 2009.
Jesper Hedegaard Jensen fortsætter:
“Med et faldende udbud og et stigende salg vil der være pres på priserne opad. Til gengæld trækker bankernes kreditpolitik, stigende ledighed og svag forbrugertillid i den anden retning. Derfor er det min vurdering, at priserne i Hovedstadsområdet generelt ikke vil stige i 2010. Der kan dog komme små stigninger i priserne på de mindre ejerlejligheder i København”.
For hele Danmark estimerer EDC et ejendomssalg i 2010 omkring 54.000 ejendomme, hvilket er bedre end 2009, men stadig er godt stykke fra et normalår, som ligger omkring 72.000 salg.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.