Trafiktung fodboldfest kan gøre kør-selv-ferien ekstra bøvlet i år

26. juni 2024
Trafiktung fodboldfest kan gøre kør-selv-ferien ekstra bøvlet i år

Årets kør-selv-ferie kræver endnu engang tålmodighed. Det skyldes blandt andet høj risiko for kø ned gennem Tyskland og en midlertidig grænsekontrol frem til den 19. juli

Mange danskere kører snart sydpå for at holde sommerferie, men som ofte før kan vejen derned godt blive en anelse besværlig.

Den tyske bilistorganisation ADAC har netop offentliggjort en prognose for trafiksituationen her til sommer, og det er ikke just opmuntrende læsning for de danskere, der planlægger bilferie sydpå i de kommende uger.

Vi forventer et højt niveau af trafiktæthed og heraf følgende kødannelser her til sommer. Trafikken er generelt tiltaget i de senere år, og der er fortsat mange vejarbejder. Den kombination medfører uundgåeligt kødannelser, konstaterer Katharina Lucà, talsperson for ADAC.

Grænsekontrol og klassiske knudepunkter

Hun fremhæver de klassiske trafikknudepunkter som steder, hvor bilisterne skal være forberedt på at sidde i kø. I det vestlige Tyskland drejer det sig om Bremen, Dortmund og Köln. I midten langs Autobahn A7, som rigtig mange danskere benytter ud og hjem, er der forventning om kødannelser ved Hamborg, Hannover, Frankfurt og Würzburg, mens det ser bedre ud for sjællænderne, der overvejende benytter Autobahn A9, hvor der umiddelbart kun er forventninger om kødannelser på strækningen mellem Nürnberg og München.

I år er det særligt vigtigt, at man planlægger ud- og hjemrejsen gennem Tyskland, så der er god tid til turen. Der afholdes EM i fodbold, og ud over grænsekontrol, der kan skabe kø, vil det påvirke trafiksituationen i og omkring de byer, hvor der spilles kampe. Men helt generelt, så skal man være forberedt på at tage sig god tid og holde godt med pauser undervejs, siger Rasmus Boserup, kommunikationschef hos energiselskabet OK.

Den tyske bilistorganisation anbefaler ligefrem, at man undgår nogle af trafikknudepunkterne på de dage, hvor tyskerne selv starter deres sommerferie. I år er der en lang række delstater, der starter ferie i uge 29, og derfor bør man være ekstra opmærksom i weekenden 12. til 14. juli, hvor ADAC fraråder at passere Hamborg, Frankfurt, Dortmund og München i myldretiden. Der forventes kødannelser på helt op til fire timer ved de nævnte trafikknudepunkter.

Det vil tage lang tid at køre gennem Tyskland i dagtiden her til sommer, så afsæt god tid til turen, og hold pause hver anden time, især hvis der er små børn med i bilen. Vi anbefaler desuden, at man ikke kører alt for lange strækninger på én gang, så planlæg en overnatning, hvis det er muligt lyder rådet fra Katharina Lucà.

Hold dig orienteret

Sidste år viste en undersøgelse fra det tyske trafikmyndigheder, at gennemsnitshastigheden i juli og august på det tyske motorvejsnet var 95 km/t i dagstimerne. I år forventer ADAC, at trafikken vil være på samme niveau, og dermed bør man indstille sig på lignende rejsetid. Derfor vil det tage omkring 14 timer inklusiv pauser at køre gennem Tyskland via A7 og A5 ned til Frankrig som mange danskere planlægger at gøre.

Man kan ikke undgå kødannelser på ferieturen heller ikke i år. Det er en god idé at holde sig orienteret undervejs via de store tyske radiostationer, der leverer trafikmeldinger flere gange i timen, og så er Google Maps et af de bedste værktøjer til at holde sig løbende opdateret om rejsetiden, siger Rasmus Boserup fra OK.

For dem, der kører i elbil, er der gode nyheder, lyder meldingen fra ADAC.

Den tyske bilistorganisation forventer nemlig ikke store udfordringer for elbilisterne i år. Årsagen er, at der er foretaget en massiv forøgelse af ladepunkter langs det tyske motorvejsnet, og da der fortsat er få elbiler i Tyskland, så er der rigeligt med kapacitet ved opladestationerne.

Gode råd til årets kør-selv-ferie
– Planlægning i god tid og forsøg at undgå trafikknudepunkterne i myldretiden

– Du kan forvente en gennemsnitshastighed på 90-100 km/t. i dagstimerne ifølge bilistorganisationen ADAC

– Hold pause hver anden-tredje time og indregn en overnatning, hvis kørslen er længere end 1.000 kilometer

– Tag hensyn til de yngre passagerer i bilen, planlæg underholdning for dem, så køreturen ikke bliver en plage

– Hold dig løbende orienteret via trafikmeldinger på de store radiokanaler, men vær opmærksom på, at de ofte kun nævner trafikkøer over tre kilometers længde

– Hvis du bruger Google Maps, så overvej altid nøje hvis ruterådgivningen anbefaler markante ændringer af ruten i forbindelse med kødannelser ved vejarbejder og uheld

/ritzau/