Nyheder

Top 10 legepladser i Randers – Oplev de bedste steder til sjov og leg for børn

Uanset om du er til naturlegepladser, bynære faciliteter eller tematiserede områder, har Randers noget for enhver smag. Så pak madpakken, tag børnene i hånden, og udforsk byens mange legepladser – der venter timevis af sjov og leg på en af de mange legepladser i Randers!

Indgang til Doktorparken i Randers. Foto: Mette Højris Rosenlund Nielsen
Indgang til Doktorparken i Randers. Foto: Mette Højris Rosenlund Nielsen
Mette Nielsen
Af Mette Nielsen 12. maj 2025

Uanset om du er til naturlegepladser, bynære faciliteter eller tematiserede områder, har Randers noget for enhver smag. Så pak madpakken, tag børnene i hånden, og udforsk byens mange legepladser – der venter timevis af sjov og leg på en af de mange legepladser i Randers!

10: Legepladsen på Slotspladsen

Lige midt i Randers finder du Slotspladsens legeplads – en moderne og kreativ pauseknap midt i byens puls. Her får børnene mulighed for at slippe fantasien løs på legeudstyr inspireret af tandhjul og mekanik, med rutsjebaner, balancebaner, klatrevægge og karruseller, der stimulerer både sanser og fantasi.

Legepladsens design gør den oplagt som et sjovt afbræk under en shopping tur. Der er gode siddepladser rundt om legearealet, så de voksne kan følge med i legen med en kaffe i hånden.

Adresse: Slotspladsen 1, 8900 Randers C

9: Legepladsen ved Obovej / Tubavej i Vorup

Midt i det hyggelige boligområde i Vorup gemmer sig en af Randers’ mest alsidige nabolagslegepladser for legesyge børn og afslapningstrængende forældre. Legepladsen ved Obovej og Tubavej er en sand skattekiste for børnefamilier, hvor der er tænkt på både leg, bevægelse og hygge.

På legepladsen finder man et legehus fyldt med udendørs legetøj – her finder børnene alt fra skovle og spande til biler og sandforme, der lægger op til kreativ leg. Og når armene trænger til en pause fra sandslottet, venter der et fint bordtennisbord og et udendørs skakspil i stor skala – perfekt til lidt konkurrence mellem både børn og voksne.

Pladsen er omgivet af store græsarealer med fodboldmål, så der er rig mulighed for boldspil, løb og leg. Det hele ligger i et fredeligt område, der gør det nemt at slappe af som forælder, mens ungerne brænder energi af.

Adresse: Tubavej, 8940 Randers SV

8: Legepladsen ved Regionshospitalet Randers

Denne unikke legeplads er opført ved Regionshospitalet Randers og er den første i Danmark, der er bygget af genanvendt hospitalsplast. Legeredskaberne er delvist produceret af genanvendte materialer, hvilket har reduceret CO₂-udledningen med 54% sammenlignet med en traditionel legeplads.

Adresse: Kirketerpsvej 4, 8930 Randers NØ

7: Legepladsen ved Tronholmparken

Du finder Tronholmparken på den sydlige side af Randers Fjord lige ved Randersbro – perfekt for både børn og unge der elsker fysisk aktivitet og udfordringer. Parken byder på alt fra store klippesten, gummiløbebane, volleyball bane, basketkurv, vindmøllevinger til balanceredskaber og vippe for de yngre.

Her er plads til både vild leg og roligt nærvær. Den åbne parkstruktur gør det nemt at holde øje med børnene, og samtidig giver de grønne omgivelser en skøn mulighed for at trække lidt frisk luft og nyde en pause. Et moderne åndehul med plads til hele familien.

Adresse: Tronholmen 1, 8960 Randers SØ

6: Romalt Naturlegeplads

Romalt Naturlegeplads er stedet, hvor fantasien får frit spil, og børnene kan være både opdagelsesrejsende, junglekonger og balancemestre på én gang. Her venter der svævebane, legetårne, gynger og en spændende forhindringsbane, der inviterer til timevis af sjov og udfordring.

Pladsen er omgivet af skøn natur, så mens ungerne kaster sig ud i vild leg, kan forældrene nyde fuglefløjt og frisk luft fra bænke eller medbragte tæpper. Det er en perfekt kombination af vild leg og rolig afslapning – præcis som en god udflugt skal være.

Adresse: Fridasminde, 8960 Randers SØ

5: Legepladsen i Altananlægget

Denne klassiske bypark gemmer på en dejlig legeplads med noget for alle aldre. Midt i de store træer ligger en stor legeplads med et legetårn udstyret med rutsjebaner, udkigsposter og hængebro. Ved siden af finder man vipper, gynger og en stor sandkasse – perfekt til børn med krudt i benene og fantasi i hovedet.

Altananlægget er et populært åndehul blandt lokale børnefamilier, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Her kan man kombinere en aktiv dag med en afslappende picnic, og den centrale beliggenhed gør det nemt at komme til – også for dem uden bil.

Adresse: Skovbrynet 2, 8900 Randers C

4: Legepladsen ved Justesens Plæne

Justesens Plæne er en spændende legeplads midt i Randers, hvor natur, leg og læring smelter sammen. Området er anlagt med respekt for biodiversiteten, og det mærkes i både udformning og stemning. Her kan børnene gå på opdagelse blandt fantasifulde legetårne udformet som en kæmpe dinosaur og et stort insekt – og der er garanti for at slippe fantasien løs.

Legeområdet er rummeligt og indbydende med små stier, græsplæner og et overdækket madpakkehus, der gør det til et oplagt udflugtsmål for både spontane besøg og planlagte weekendture. Området indbyder også til rolig fordybelse i naturen, og der er plads til både leg og læring.

Adresse: Justesens Plæne, 8900 Randers C

3: Legepladsen i Tøjhushaven

Tøjhushaven er Randers’ skjulte perle, når det kommer til leg og hygge i grønne omgivelser. Her kan ungerne give den gas på legepladsen med gynger, klatrestativer og sandkasse, mens de voksne nyder roen på de åbne græsarealer eller dyster i en omgang bold på multibanen.

Parken ligger tæt på Randers midtby, hvilket gør det nemt at kombinere med en tur til byen eller en is efter legen.

Adresse: Tøjhushaven, 8930 Randers NØ

2: Legepladsen i Doktorparken

En grøn oase midt i byen med klassiske legeredskaber og naturlige elementer som træstammer og balanceæg. Perfekt til både aktiv leg og rolig afslapning ved parkens sø og voliere. Foto: Mette Højris Rosenlund Nielsen

Doktorparken er en grøn oase midt i byen – og legepladsen her er et hit blandt både små eventyrere og voksne, der trænger til et pusterum. Her kan børnene kravle, hoppe og balancere sig gennem naturlige legeredskaber som træstammer og balanceæg, mens ænderne nysgerrigt kigger med fra parkens idylliske sø.

Det er et sted, hvor tempoet gerne må sænkes lidt. Når der ikke klatres og leges, kan hele familien slå sig ned under de store, skyggefulde træer eller tage et kig på de farverige fugle ved volieren man møder ved indgangen af parken.

Adresse: Parkboulevarden 80, 8920 Randers NV

1: Øster Bjerregrav Aktivitetspark

Øster Bjerregrav Aktivitetspark er Randers’ største og mest actionfyldte legeplads! Her får børnene et sandt eldorado af udfordringer med hele tre rutsjebaner, et imponerende legetårn, trampoliner og en tarzanbane, der sætter motorikken på prøve. Sandområdet er stort og perfekt til kreative konstruktioner med spande og skovle, og der er også gynger og balancebaner til både store og små.

Det bedste ved alt dette er at det ligger i smukke grønne omgivelser, hvor man kan smide sig i græsset med en madpakke, benytte bord- og bænkesættene både med og uden overdækning. Her er rigelig plads til både leg og pause – og det hele ligger kun en kort køretur fra Randers midtby.

Adresse: Blishønevej 33, 8920 Randers