Mellem Aarhus og Aalborg vil der blive testet og implementeret et nyt signalsystem, og master og køreledninger til eltog opsættes. Nord for Aalborg anlægges et nyt dobbeltspor syd for Hjørring, hvilket vil lette trafikken, og perronen på Brønderslev Station fornyes.
Togtrafikken påvirkes
Arbejdet påvirker togtrafikken frem til begyndelsen af oktober. Banedanmark og jernbanevirksomhederne har planlagt at indsætte togbusser, hvor der ikke kan køre tog. Togpassagerer opfordres til at planlægge deres rejse på Rejseplanen.
Vi gennemfører de mange projekter samtidig for at udnytte tiden, hvor det er nødvendigt at spærre for togtrafikken, bedst muligt. Vi håber derfor, at togpassagererne har tålmodighed, mens arbejdet står på, siger ledende anlægschef Jørn H. Jacobsen.
Det skal der udføres
Et af de største projekter på strækningen er fornyelsen af sporene på Aalborg Station. Her skal Banedanmark blandt andet udskifte 37 sporskifter og ombygge sammenlagt 7 kilometer spor inden for stationsområdet. Der skal også arbejdes ved to broer, hvor der skal gøres plads til kørestrømsanlæg til fremtidens el-tog.
På Langå Station skal sporene også fornyes og samtidig hastighedsopgraderes, så det på sigt bliver muligt at øge hastigheden til 160 km/t. Samtidig gøres der plads til master og kørestrømsanlæg på stationen, så den også kan blive klar til fremtidens grønne el-tog.
Mellem Hobro og Aalborg skal der også arbejdes intensivt, når 13 af Banedanmarks broer på strækningen skal vedligeholdes og forberedes til elektrificering. Derudover skal syv slidte sporskifter på Skørping Station udskiftes, og på Arden Station fornyer Banedanmark spor og sporkasse (fundamentet under sporet).
Nord for Limfjorden river Banedanmark perronen i Brønderslev ned og erstatter den med en ny og højere perron, der gør det nemmere at stige ind og ud ad togene. Og i Hjørring fornyes det eksisterende jernbanespor, og samtidig udvides kapaciteten med et helt nyt dobbeltspor syd for stationen.
På strækningen mellem Aarhus-Aalborg og Aalborg Lufthavn tester Banedanmark det nye signalsystem og tager det i brug senere på året. De gamle analoge signaler er slidte og årsag til mange fejl og bliver derfor nu udskiftet med et nyt digitalt signalsystem, der på sigt vil give flere tog til tiden, bedre trafikinformation og mulighed for flere tog på skinnerne.
Mere information på DSBs hjemmeside:
Aarhus H-Aalborg-Aalborg Lufthavn 2024 (dsb.dk)
Mere information på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside:
Planlagte ændringer for tog | Nordjyllands Trafikselskab (ntrejse.dk)
Mere information på GoCollectives hjemmeside:
Aarhus-Langå-Struer – GoCollective