Alarm 112

To ældre kvinder udsat for bedrageri fra falsk bankbud

Redaktion
Af Redaktion 8. marts 2024

I løbet af det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget to nye anmeldelser fra ældre borgere, der er blevet udsat for bedrageri i form af svindel begået af falske bankbude.

Første anmeldelse blev modtaget onsdag kl. 12.14 vedrørende et forhold begået kort forinden hos en 90-årig kvinde på dennes bopæl i Viby J. Ifølge anmeldelsen havde kvinden udleveret både dankort og pinkode til en ukendt mand, der var mødt op på hendes bopæl og havde udgivet sig for at være fra hendes bank.

Efterfølgende var der blevet hævet flere tusinde kroner fra kvindens konto, inden svindlen var blevet opdaget.

Omtrent samme store pengebeløb mistede en 75-årig kvinde fra Aarhus N, da hun onsdag eftermiddag omkring kl. 15.30 16.00 havde modtaget et opkald fra en ukendt person, som havde udgivet sig fra at være fra kvindens bank.

Kort efter var en mandsperson ankommet til kvindens bopæl, hvor han havde taget imod hendes dankort med rette pinkode og givet lovning på, at hun snarest ville modtage et nyt kort, og at hun desuden burde udlevere evt. øvrige kontakter, hvis hun havde nogle liggende.

Østjyllands Politi efterforsker sagerne og opfordrer fortsat til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer og bekendte om, at de aldrig skal udlevere deres personlige oplysninger eller ejendele til fremmede, som udgiver sig fra at være fra eksempelvis banken eller en offentlig myndighed.