Nyheder

Tirsdalen DK’s bedste folkeskole

Redaktion
Af Redaktion 12. august 2015

Tirsdalens Skole i Randers er landets bedste folkeskole. Det viser en netop offentliggjort analyse fra den liberale tænketank CEPOS. Analysen bygger på tal fra Undervisningsministeriet. Samtidig kommer Tirsdalens Skole ind på en tredjeplads, når privatskoler og frie grundskoler tages med i undersøgelsen.

Dermed klarer Tirsdalens Skole sig bedre end alle andre skoler i Randers Kommune.

Jeg er stolt af Tirsdalens Skole og ønsker dem et stort tillykke med det flotte resultat, siger formand for Børn- og Skoleudvalget i Randers Kommune, Anders Buhl-Christensen og fortsætter.

Jeg er sikker på, at det gode arbejde på Tirsdalens Skole fortsætter i det nye år.

Nuværende leder på Hobrovejens Skole, Mogens Thomassen, var i 16 år leder på Tirsdalens Skole, og for ham er det ingen overraskelse, at skolens ældste elever har klaret sig så flot.

Vi har altid haft et fagligt fokus og defineret os selv som en faglig skole. Lærerne stiller krav til deres elever. De forventer noget af dem og er i stand til at give dem ambitioner, som eleverne forfølger, fortæller Mogens Thomassen.

Analysen fra CEPOS indeholder en opgørelse af, hvordan danske grundskoler klarer sig i forhold til hinanden. I sammenligningen bliver skolerne målt på, hvor gode de er til at give eleverne et fagligt løft, når man korrigerer for elevernes sociale og økonomiske baggrund.

Ved at se på, hvordan eleverne på den enkelte skole har klaret sig til afgangsprøverne i forhold til landsgennemsnittet og i forhold til elever med samme baggrund, er det muligt at finde ud af, om en skoles elever klarer sig bedre, end man kunne forvente.

Rollen som leder af Tirsdalens Skole varetages i dag af leder Anne-Mette Thorsen og viceleder Morten Jakobsen. De overtog ledelsen af skolen ved starten af det nye skoleår, og de har tænkt sig at fortsætte det gode arbejde.

* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.