Kultur
Thomas Helmig åbner Randers Festuges 50-års jubilæum med udendørskoncert
Fredag den 13. august 2027 forvandles området foran Værket til koncertplads til 6.000 gæster. Billetsalget starter torsdag den 1. oktober.
Randers Festuge fylder 50 år i 2027, og jubilæet bliver skudt i gang af et af dansk pops største navne. Fredag den 13. august giver Thomas Helmig koncert på Værket Outdoor, hvor området foran Værket bliver omdannet til en udendørs koncertplads med plads til 6.000 mennesker. Et special guest åbner aftenen, men navnet oplyses først senere.
Værket Outdoor vender tilbage
Koncerten genopliver det populære Værket Outdoor-koncept, som tidligere har budt på udendørskoncerter med blandt andre Kraftwerk, Simply Red og Kim Larsen. Ifølge musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted er det en mulighed for at flytte den store koncertoplevelse ud af huset og samle mange mennesker midt i Randers.
“Han er en, som flere generationer har et forhold til, og han kan om nogen skabe den fællessang og feststemning, som passer perfekt til sådan en aften,” siger han.
Borgmester Rosa Lykke Yde ser koncerten som en del af fejringen af de mange fællesskaber, der skaber oplevelser i byen.
“Det skal fejres med manér. Det sørger Værket for ved at tage dette store initiativ og byde på en oplevelse, som samler mange på tværs af generationer,” siger hun.
Læs også:
Hitfyldt karriere siden 1980’erne
Thomas Helmig har siden midten af 1980’erne været en markant skikkelse i dansk popmusik. Han har bevæget sig fra soul og funk til R&B og ren pop og har leveret sange som “Stupid Man”, “Malaga”, “Det er mig der står herude og banker på”, “Nu hvor du har brændt mig af” og “Jeg tager imod”. På Værket Outdoor kommer han med stort band og fuld koncertproduktion, inklusive stort skærmshow.
Praktisk information
- Hvornår: Fredag den 13. august 2027 klokken 20.00 (dørene åbner klokken 19.00)
- Hvor: Værket Outdoor, Randers
- Billetsalg: Starter torsdag den 1. oktober klokken 10.00 på vaerket.dk/kalender/koncerter/thomas-helmig
Læs også: