Nyheder

Teknologi, forebyggelse og fællesskab i centrum, når Europa taler ældrepleje

EU-konference sætter fokus på ældrepleje, teknologi og fællesskab i en tid med flere ældre

Maria Just
Af Maria Just 27. oktober 2025

Hvordan sikrer vi værdig omsorg, livskvalitet og stærke fællesskaber for Europas ældre borgere, når befolkningen bliver ældre og arbejdsstyrken mindre? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når ældreminister Mette Kierkgaard i dag byder ministre, eksperter og politikere fra hele Europa velkommen til København.

To dage med fokus på fremtidens ældrepleje

Over de næste to dage danner København rammen om EU-konferencen ”High-Level Policy Conference on the Future of Ageing and Long-Term Care”. Her mødes repræsentanter fra mere end 20 lande for at diskutere, hvordan fremtidens ældrepleje kan styrkes på tværs af Europa.

Konferencen stiller skarpt på både udfordringer og muligheder i en tid, hvor flere lever længere, og behovet for omsorg vokser. Deltagerne vil blandt andet drøfte, hvordan teknologi, forebyggelse og stærke lokale fællesskaber kan bidrage til en mere bæredygtig ældrepleje.

Mette Kierkgaard: ”Vi skal gentænke omsorgen på tværs af EU”

Ældreminister Mette Kierkgaard understreger vigtigheden af internationalt samarbejde:

– Overalt i Europa er ældreplejen under pres fra den demografiske udvikling med stadig flere ældre og mangel på omsorgsmedarbejdere. Det er en udvikling, der kræver et stærkt samarbejde på tværs af EU for at gentænke den måde, vi skaber omsorg og livskvalitet for vores ældre borgere på. Det ser jeg derfor frem til at diskutere med gode europæiske kollegaer.

Samtidig peger hun på de positive sider af udviklingen:

– Konferencen er samtidig en anledning til at markere det positive ved, at vi bliver stadig flere ældre. Mange lever længere, sundere og mere aktive liv. Det er en kæmpe succeshistorie – og frem for alt er det en ressource, vi som samfund skal blive langt bedre til at udnytte.

Internationale eksperter på talerstolen

Blandt oplægsholderne er flere prominente internationale profiler, herunder Dr. Hans Henri P. Kluge, regionsdirektør for WHO Europe, og Mark Pearson, vicedirektør i OECD. Også EU-kommissærerne Roxana Mînzatu og Dubravka Šuica deltager, ligesom danske forskere og aktører som professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet og filminstruktør Frelle Petersen bidrager med perspektiver på aldring, omsorg og livskvalitet.

Bag om konferencen

Konferencen afholdes den 27.–28. oktober 2025 i København. Her vil deltagerne udveksle erfaringer og idéer til, hvordan Europa bedst forbereder sig på fremtidens ældrepleje i lyset af de markante demografiske forandringer.