Kultur

Tante Olga får besøg af synthrock-veteraner: MANI spiller i Randers 27. februar

Aarhus-bandet fra 80’erne er tilbage med nye udgivelser – og kan opleves live fredag aften fra kl. 20

Søren Greve
Af Søren Greve 18. februar 2026

Fredag den 27. februar bliver der gensyn med et navn fra den tidlige danske synthrock-bølge, når MANI spiller koncert hos Tante Olga i Randers. Koncerten starter kl. 20.00, og ifølge pressemeddelelsen er det netop live, man for alvor får bandets lydunivers at mærke.

MANI blev dannet i Aarhus i starten af 1980’erne og var med til at introducere et anderledes udtryk i dansk musik. Efter en periode med turnéer og udgivelser gik bandet på standby, men medlemmerne fortsatte med musikken hver for sig og holdt kontakten.

Politiken-citat fremhæver bandets rolle

I pressemeddelelsen bliver bandets betydning for genren understreget med en udtalelse fra Politiken.

”MANI indførte med stort talent synth-rocken til Danmark”, – ordene kommer fra Erik Jensen, rockanmelder på Politiken.

Nye masters og genudgivelser

Bandet besluttede i 2021 at samle trådene igen. I den forbindelse er udgivelserne blevet ny-masteret af Emil Thomsen, som i pressemeddelelsen beskrives som “masteringsarkitekten bag navne som Minds of 99 og Nephew”.

Ifølge pressemeddelelsen er bandets udgivelser genudgivet af Sony Music og Universal Music, ligger på de førende streamingtjenester, og de to albums kan også fås på vinyl.

Nyt materiale: singler og EP’en “V SEJL”

Der blev ifølge pressemeddelelsen for alvor pustet nyt liv i MANI, da bandet i 2022 udgav singlerne ”Monumenter” og ”Blond pilot”. Særligt ”Blond pilot” fik en god modtagelse på DR LYD og en fast plads på rotationslisten.

Herefter fulgte EP’en V SEJL, der består af fire popsange og en enkelt “salme”. Bandet beskriver selv, hvordan de har fundet tilbage til det udtryk, de var med til at skabe – men med et andet udsyn og nye temaer.

”Vi er rykket ind i hytten igen – so to speak -, som vi forlod for 35 år siden. Vi har støvet de gamle makiner af, poleret båthornet, stemt såvel slagbassen, som guitaren. Vi har egentlig ikke flyttet på så meget. Udsigten er en anden og udgangspunkt og alder har selvfølgeligt ændret sig. Hvor vi før bevægede os rundt mellem temaer som udlængsel, rastløshed, det udsigtsløse årti og enkelte sange til kæresten, så står vi i dag på ”Toppen af Magasin” og besynger hjerteslaget, pulsen og savnet, det forgangne og balancen mellem lys og mørke, som er vilkår på de trin vi er nået til på tidslinjen”.

EP’en udgives både på CD og på musiktjenesterne.

Hvem står på scenen?

Pressemeddelelsen oplyser, at V SEJL er produceret og mixet af Søren Svensson. Ud over trommeslager Lars Daugaard medvirker korsangerne Tilde Vinther og Line Bruun på flere numre.

MANI består af sangskriver, sanger og guitarist Michael Madsen samt Jens Bech (guitar), Christian Libak (keys/sax) og Erik Olesen (bas/synth).

Koncert i Randers fredag 27. februar

Tante Olga peger i pressemeddelelsen på, at man nok kan streame sig til meget – men at MANI bedst opleves live. Det kan Randers-publikummet gøre fredag den 27. februar fra kl. 20.00 hos Tante Olga.