

SYMFONISKE FANTASIER
RandersOnsdag 16. november 2022 kl. 09:00

.
SYMFONISKE FANTASIER
Der er musikere på hele scenen i Værkets Koncertsal onsdag den 23. november 2022 kl. 19.30, når Randers Kammerorkester i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium stiller op med det store symfoniske orkester. Programmet indeholder Robert Schumanns Symfoni nr. 4, Poul Rovsing Olsens Festouverture, Paul Dukas’ Fanfare og Phylis Tates ”Hampstead Heath”.
Vinderen af Det Jyske Musikkonservatoriums interne solistkonkurrence – saxofonisten Kristina Thede Johansen – har desuden hovedrollen i Jacques Iberts Concertino da camera for altsaxofon og kammerensemble. David Riddell dirigerer koncerten.
Den store romantiske symfoni
Robert Schumanns Symfoni nr. 4 er et lidenskabeligt følelsesdrama for det store romantiske orkester. Schumann kaldte selv værket for en ”symfonisk fantasi”, hvor han udtrykker den kraft, vilje og passion, som var en del af ham på dette tidspunkt af livet. For Robert Schumann endte livet tragisk. Efter et forsøg på selvmord blev han i de sidste år indlagt på et hjem for sindslidende. Hans fjerde symfoni er derimod fuld af liv og lidenskab som en modsætning til den skæbne, som blev Schumanns.
Musikken drejer rundt og rundt
Den britiske Phyllis Tate inviterer publikum med på en humoristisk og munter spadseretur i ”Hampstead Heath”, der er en af Londons mange parker, som komponisten har beskrevet i suiten ”London Fields”. I Hampstead Heath er børnene især glade for den store, roterende karrusel, der ligesom musikken drejer rundt og rundt. Musikkens eventyr kan man også opleve i Paul Dukas’ Fanfare fra balletten Peri, der fortæller historien om den persiske Prins, der er på jagt efter det evige liv.
Randrusiansk Festouverture
Koncerten begynder med Poul Rovsing Olsens Festouverture, der markerer 100-året for komponistens fødsel den 4. november 1922. Poul Rovsing Olsen voksede op i Randers som søn af direktøren for Randers Reb. Senere blev han en højt værdsat og anerkendt komponist, der i dette efterår fejres med koncerter rundt omkring i hele landet.
Saxofonist fra Færøerne
Den franske Jacques Ibert er i Concertino da Camera for solo-saxofon og kammerensemble stærkt inspireret af den amerikanske jazz fra 1930’erne. Solisten er den færøske Kristina Thede Johansen, der siden 2014 har studeret ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvorfra hun debuterer som solist i 2023. Hun er medlem af bl.a. Helsinki Saxophone Orchestra, Nordic Saxophone Collective, Tórshavnar Bigband og Faroese Symphony Orchestra.
© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Randers
![]() Lyserød Lørdag på Randers Naturcenter Randers | ![]() | ![]() Konkurrencen skaber fællesskab, det sjoveste ved dagen er dysterne Randers |
![]() | ||
![]() Mandagens strømpris Randers | ![]() | ![]() Skift til grøn varme og få tilskud Randers |
![]() |