Nyheder

Swingbanden på foryngelseskur

Redaktion
Af Redaktion 1. november 2019

Swingbanden, der har eksisteret siden 1991, består af 16 musikere fra Randers og Djursland, og de musikere er stort set alle i senioralderen. Ved koncerten på Værket er orkestret dog væsentligt forynget med en 24-årig dirigent og en 25 år vokalist.

Dirigenten er en af landets unge fremadstormende trommeslagere, der specialiserer sig i big-band-musik og som også er dirigent for Danish Youth Jazz Orchestra. Det er randrusianeren John Riddell, og hvis efternavnet lyder bekendt, så er det rigtigt nok: John Riddell er søn af dirigenten for Randers Kammerorkester David Riddell, så selv om sønnen er trommeslager, så slægter han altså faderen på og skifter ofte trommestikkerne ud med dirigentstokken.

##29544##

John Riddell er afløser for Swingbandens faste dirigent, Karmen Röivassapp, der er optaget af en anden opgave. Da hun samtidig er Swingbandens vokalist, har orkestret måttet hente sig en afløser også på den post. Her er det den 25-årige Line Amnitzbøll Sørensen fra Helgenæs, der træder ind og synger de sange, der skal synges. Hun har studeret Rytmisk Musik Og Bevægelse på Det Jyske Musikkonservatorium og er som sanger bekendt med mange genrer altså også så swingklassikere, som Swingbanden underholder med.

Koncerten lørdag den 9. november i Værkets Foyer er med fri entre, og udover de to gæster stiller Swingbanden med fuldt hold, stærkeste opstilling og godt humør.